Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - For skole og hjem - Hjertesak fra ægteskabets verden (Lotte)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
engang bestandig er muligt at skaffe 100 eller 200 kr. akkurat den
første eller 15de i maaneden. Saa har jeg forsikret, at jeg godt kunde
vente til den 2den eller 16de, — men nei, han er urokkelig.
Jeg spør, om jeg kan faa lidt mere penge. „Hvormeget behøver
Du?“ — „Aa, jeg tar saa meget jeg kan faa, jeg“, svarer jeg, endda
i godt humør. — Han: (forretningsmæssig): „Ja det tror jeg nok, men
hvormeget behøver Du?“ — Saa blir jeg alvorlig: „Det allerrnindste
jeg kan hjælpe mig med idag er 5 kr.“ — „Naavel! Værsaagod
her er 10.“
En anden gang, fredag aften, sidder vi begge hyggeligt sammen
i dagligstuen. Han læser aviser, og jeg spekulerer paa, hvorledes jeg.
uden at forstyrre freden, skal faa mindet ham om, at jeg maa ha
penge imorgen. Og med sand gru tænker jeg paa, at der behøves
noksaa meget ogsaa, denne gang.
En skomagerregning skulde betales, — smørkrukken er tømt, og
der skal skaffes mere æg, kaffe, øl, foruden brød. steg, grønsager og
frugt til søndagen. Noget af dette tar jeg jo „paa bog“, men vor faste
leverandør har ikke ali. saa maa der ogsaa rede penge til. Jeg føler mig
forvisset om, at paa hvilken maade jeg nævner det, vil hans ansigt
bli mørkt, — de fleste mænd har det vist saa, — og kan nogen undres
over, at jeg helst vil se bare hans lyse ansigt de korte stunder, han
kan være i hjemmet?
Endelig tar jeg mod til mig og siger let henkastet (som om det
skulde være den hyggeligste sag af verden!): „Ja, imorgen er det
lørdag; da faar du huske paa mig med lidt mynt igjen, ven min“.
Men næste morgen, da jeg minder ham om hans løfte, farer
en sky over hans pande, og hans venlige stemme blir tør og forret
ningsmæssig: „Ja — det var sandt. Hvor meget skal du ha?“
Han knapper frakken op og tar frem tegnebogen.
(Aa, den som kunde faa 100 kr., tænker jeg, eller bare 50, —40!)
Men høit siger jeg: „Hvis jeg skal betale skomageren, maa jeg ha
mindst 30. Ellers kan jeg hjælpe mig med 10“.
„Tak! Adjø da!“ Et kys, og saa gaar han. — Ja, jeg er jo
lettet, men mandag maa jeg sandsynligvis plage ham igjen.
En dag efter middagen begynder jeg: „Du — hvis du kunde ta
med Dig noen penge iaften, var det svært godt, for her var regning
paa den rødvinen, Du ved, og jeg bad gutten komme igjen imorgen.
Desuden trænger) jeg penge til andre ting ogsaa“. — Han svarer
noksaa venlig: „Ja, jeg skal se“, — Men om aftenen gjør han ingen
Vi har nu i 5 aar havt det gaaende omtrent paa denne maade:
„Javel“, svarer han, „du skal faa“.
„Det er bedst at betale, — værsaagod, der er 30 kr.!“
Sommetider gaar det ogsaa hvassere til
Nylænde, 15 de april 1892.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
