Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. 1ste september - Louise Michel (ved red., forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paa en petition om løsladelse af Endes og Brideau, som havde pro
klameret republiken forud for Sedan. Nogle af underskriverne ønskede
at stryge ud sine navne. Vi resikerer vort hoved. „Ja“, sagde Louise,
„I resikerer eders hoved, saa meget des bedre, jeg vil ogsaa resikere
mit“, en forsikring, som var mere karakteristisk end trøstefuld. Hun
og endel andre gik med petitionen til Paris’ guvernør, general Trochu.
De blev negtet adgang. „Vi kommer fra folket i Paris“, udtalte de og
negtede lige ud at gaa, hvis ikke petitionen blev modtaget. Det var
den første, men ikke den sidste gang Louise vovede at tale for folket
i Paris. De seirrige tyske hære marscherede mod Paris. Louise Michel
opdagede snart, at mændene af september og deres regjering bare i
navnet adskilte sig fra manden af december og hans regjering.
232
Louise Michel beskriver det aller første sammenstød mellem Paris’
folk og Frankriges regjering saaledes:
„Den 22de januar samlede revolutionisterne sig foran Hotel de
Ville, hvor Chaudey kommanderede.
Tiltrods for forsikringerne om, at ingen overgivelse var paa
tanke, frygtede folket forræderi.
Ængstelse for at forstyrre freden — en følelse som altid leder
til nederlag tor dem, der giver efter for den — bragte de revo
lutionister, der var. bevæbnede, til at trække sig tilbage; hvad mig
angaar saa blev jeg, skjønt jeg havde mit gevær.
Da der bare var igjen en forsvarsløs mængde paa den aabne
plads, hørtes pludselig en lyd som af en stærk hagelskur — det
var Bretagnertroppernes kugler fra Hotel de Ville’s vinduer, Deres
blege ansigter kunde tydelig sees, hvor jeg stod. Kuglernegjorde
snart aabne rum i de tilstedeværendes rækker.
Eder er det, lyshaarede børn af Armorica, som saaledes myr
der vore forsvarsløse venner, Men I er fanatikere, ikke forrædere.
I skyder os ned, men I tror, det er eders pligt at handle saa, og
en dag vil I forene eder med os til erobring af friheden. Da vil
I i frihedens og retfærdighedens tjeneste vise den samme vilde
energi, som nu til forsvar for tyranniet, og sammen med os vil
I storme verdens raadne institutioner.
Razona havde kommandoen over bataljonerne af Montmartre
national gardister. . Paa folkets side var intet skud blevet fyret
førend salverne kom fra Bretagnertropperne. Men da, og først
da skyndte de af os, som var væbnede og havde trukket os til
bage til pladsen omkring Tour Saint Jacques, sig frem til Hotel
de Ville igjen, og oprørt over forræderiet aabnede vi ild paa de
angribende tropper, mens de, som var ubevæbnet, begyndte at
bygge barrikader“,
Nylænde, iste septbr. 1892.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
