Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. 1ste september - Louise Michel (ved red., forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mange kvinders sjæl, og de blir oprørere. „Kun i oprøret", raaber
Louise Michel, „er kvinderne til huse, naar de kan trampe paa baade
fordom og lidelser. Sent eller tidlig vil alle intelligente kvinder reise
sig i oprør“. Dette er ganske vist overdrevent og overspændt. Kvin
derne, naar undtages nogle faa som Louise Michel, for hvem krudt
røgen er som sød røgelse, og for hvem artilleriets torden og kuglernes
hvislen er som den skjønneste musik — føler sig netop ulykkelige
under revolutioner. Men det er vist sandt, at den kvinde, som ikke
føler uretfærdigheden ved, at der negtes hendes kjøn lige rettigheder
med det andet i kirke og stat om ikke længe vil blive undtagelsen og
ikke regelen, og denne forandring i kvinders sind vil arbeide sig ud
i en dyb social, moralsk og økonomisk omvæltning. Og jo langsom
mere heldig stillede kvinder er til at erkjende den uret, deres kjøn
lider under, desmere vil kvinder som Louise Michel drives til vanvid
ved betragtningen af den umaadelige sum af menneskelig elendighed,
som hænger sammen med den dybest liggende uretfærdighed inden
menneskenes samfund — den, som kvindernes underkuelse er
baseret paa.
Da Louise engang som barn gik igjennem Thol-skovene for at
komme til Clermont, blev hun hele veien fulgt af en ulv. Hun hørte
uafladelig dens skridt og saa dens stirrende øine paa hele turen. Hel
digvis var hun ikke alene, og ulven turde ikke anfalde selskabet.
Men hændelsen er uhyggelig karakteristisk for hendes livs vandring.
Siden hun forlod sit lykkelige barndomshjem, den gamle slotsruin i
skoven, har en ulv, mager, suiten og vild sjelden forladt hendes side.
„Det har altid slaaet mig“, skrev hun engang, „at vi føler vor
skjæbne ligesom hundene lugter ulven“. Louise har i ethvert fald altid
følt sin skjæbne. I de femten aar hun var lærerinde i Paris før krigen,
var livet en eneste lang kamp, slet ikke uden .glæder og uden trøst,
men alt var blot en förberedelse til den uundgaaelige krise. Den maade,
hvorpaa republikanerne dengang holdt vedlige den hellige ild, er ukjendt
af os, som er vokset op under den tredie republik. Ide dage var der
begeistring i selve ordet „republik“. Det var blot et andet navn for
tusenaarsriget. I klubber, i foredragslokaler og i deres egne hjem,
holdt de frem det mægtige haab, at om ikke længe skulde keiserdøm
met styrtes, og fra den dag vilde fred og retfærdighed herske, guld
alderen vilde vende tilbage, og det befriede Frankrige vilde grundlægge
verdensretfærdighedens herredømme over hele kloden.
Virkeligheden blev en helt anden end de republikanske entusiasters
drømme. Keiserdømmet faldt paa en nat. Men førend det faldt, havde
det bragt tyskerne ind i landet, og statskupsforbrydelsen blev hevnet i
katastrofen ved Sedan. Louise Michel, som havde gjort, hvad hun
kunde for at protestere mod krigen, søgte senere at samle underskrifter
Nylænde, iste septbr. 1892. 231
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
