Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. 15de september - Louise Michel (ved red., slutning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
246
Louise Michel er en frugtbar forfatter, men en ustadig arbeider.
Og hendes produktion har høist ulige værdi. Hendes digte indeholder
mange ophøiede tanker, udtrykte med betydelig kraft og poetisk fø
lelse. Hendes roman: »Samfundets mikrober", er, siger de, som har
læst den, en af de gyseligste gyseligheder, men med et kapitel her og
der af stor skjønhed. Hendes memoirer er en uordnet masse kastet
hulter til bulter ind i verden, skrevet i fængsel og for aviser.
Jo mere man betragter denne kvinde, desmere maa man beklage
hende, undre sig over hende og beundre hende. Hun er en type
paa altruisten, hun existerer blot for de fattige, de udstødte, de hung
rige i verden. Hun er deres søster, deres kamerat, kjæmper bestandig
ved deres side og opholder dem ved haabet om den nye tid, som skal
komme, da der vil blive en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdig
hed bor. Hun er den levende og lidende repræsentant iblandt os af
anachoriterne fra de fjerne tider, da hellige mænd blev tilbedet for deres
forsagelse af livets behageligheder, ja seiv af det i ydre forstand
sømmelige. St. Simeon Stylites paa sin søile var ikke mere skilt fra
verden end Louise Michel. Hun har endog ophørt at være interesseret
i sit eget liv. De mærkelige oplevelser af redning i livsfare, af roman
tiske eventyr, alle disse hændelser af den største dramatiske effekt har
ogsaa tabt sin tiltrækning for hende. Hendes aand er ikke brudt.
Hun haaber og tror og forkynder høit sit budskab til sin tid. Men
hun er afdød fra sig selv. Fortiden er en kirkegaard med myrdede
kamerater og en række af fængslinger. Det hjerte, der er sønderslidt
ved saa utallige lidelser har ophørt at føle for sig seiv. Det skjælver
blot i medfølelse for andre. Og saaledes gaar hun pinkring under dep
mening om arbeidshusene. Folk syntes at mene, hvad der er
meget feilagtigt, at dette var en inkonsekvense hos mig. For
øvrigt skal jeg give mine meninger om dette senere. Det var en
misforstaaelse, naar man talte om min „entusiasme“ for den
institution. Et arbeidshus kan ikke indgive nogen’ en saadan
følelse. Hvad jeg sagde var, at de engelske anser det lor sin
pligt at sørge for dem, som hverken har mad eller husly.
Og hvad der specielt slog mig i England var den omhu, man
i flere af arbeidshusene lægger paa at omslutte den hele hob af
elendighed, saa at de kan holde den i ro og forholdsvis seet i
velbefindende, indtil den europæiske revolution er over. Men da
vil Albion, idet hun undgaar de dumme feilgreb, hun har seet
andre gjøre, slaa et stort slag. Hun vil pludselig reise sig, ryste
støvet af sin hvide klædning og antænde den hellige ild, som
himmelens vinde istedetfor at udslukke vil opflamme til en pragt-
fuld morgenrøde".
Nylænde, 15de septbr. 1892.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
