Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. 15de november - Udtalelser af Leo Tolstoi om den hedenske og kristelige moral (ved red.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er, ganske uafhængig af den grad han kan have i noget givet øieblik.
Derfor er farisæerens stagnerede retfærdighed lavere end fremskridtet
hos den angrende synder paa korset. Men hvad principet angaar, at
alt fremskridt mod moral maa være gradvis, at de høiere stader ikke
kan naaes, førend de lavere er passeret, er der ingen forskjel paa
hedenskab og kristendom.
Baade den kristne og hedningen maa begynde arbeidet paa
at fuldkommengjøre sig med begyndelsen, det vil sige med
afholdenhed, netop som en person, der vil stige op af en trappe maa begynde
med det første og laveste trin. Den hele forskjel bestaar i den
omstændighed, at den hedenske afholdenhed er i og for sig en dyd,
medens den for den kristne ikke er mere end et element af den
selvfornægtelse, som er den uafviselige betingelse for alt fremskridt mod
fuldkommenhed. Derfor kunde den sande kristendom ikke forkaste en
dyd, som var opstillet af hedenskabet. Men kristendommen blev ikke
af alle betragtet som en længsel efter deres himmelske faders
fuldkommenhed, og naar den misforstaaes, dræber kristendommen oprigtigheden
og en alvorlig nøktern opfatning af dens morallærdomme. Naar et
menneske tror, det kan blive frelst uden at udøve kristendommens
moralske lærdomme, saa er det naturligt for det menneske at slutte,
at egne anstrengelser for at blive god er overflødige. Derfor kan
mennesker, der tror paa tilværelse af frelsesmidler udenfor og over deres
egne personlige anstrengelser for at naa fuldkommenhed (saadan som aflad
blandt katolikerne f. ex.) ikke stræbe efter fuldkommenhed med den
energi og det alvor, som vises af dem, der ikke erkjender andre
midler end personlige anstrengelser. Og det menneske, hvis stræben ikke
er karakteriseret ved det alvor, den, som stoler paa andre midler end
personlig anstrengelse, maa komme til at forsømme den uforanderlige
orden, hvori det alene er muligt at erhverve de gode egenskaber, der
behøves til et moralsk liv. Og dette er netop tilfælde med massen af
dem, der udvortes bekjender kristendommen. Den overvældende
mængde mennesker, som antog Kristi lærdomme, blot udvortes drog
fordel af kristendommens indsættelse i hedenskabets sted, først for
at befri sig for de hedenske dyder under paaskud af, at de var
unyttige for en kristen og saa ved at fritage sig for nødvendigheden af at
føre krig mod sin dyriske natur.
Den samme metode blev antaget af dem, der tabte sin tro paa
ydre kristendom. Istedetfor den ydre kristendom stillede de frem noget
saakaldet godt som dyrkelse af videnskab, af kunst, af menneskeheden,
og saa frigjorde de sig paa samme maade som de troende i dette
indbildte gode arbeides navn fra nødvendigheden af at respektere den
urokkelige orden, hvori de dyder, der er nødvendige for et moralsk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
