Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. 1ste december - For skole og hjem - Den kjødædende race (Kristofer Janson)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„At forbyde jagt, saalænge vi seiv spiser kjød, vil ikke gaa an.
Men at tale mod det unyttige og hjerteløse myrderi af smaafugle, det
grusomme sløseri af liv, som foregaar paa jagten, hvor man ofte dræ
ber bare tor fornøielse og kaster jagtbyttet væk; det kan vi aldrig gjøre
indtrængende nok. Jeg tror ogsaa, at det er en fornedrelse af men
neskeracen, at den har forvandlet sig seiv til en kjødædende race, en
unødvendig fornedrelse. Vi ser hele stammer, som har været og er
den dag idag vegetarianer, — det vil sige, afholder sig fra al dyrisk
føde — og de er lige kraftige som de kjødædende. Jeg tror al den
slagten og æden af kjød gjør menneskene mere dyriske, mere sanse
lige, mere ufølsomme ligeoverfor sine medskabninger, dyrene. De
buddhister, som holder sig strengt fra kjød, er skildret som de mest
fredsommelige mennesker, af en blid karakter. Jeg er vis paa, at det
griber børn med rædsel, naar de ser det første lam eller kalv eller ko
blive dræbt og ser forældrene samle blodet og lage det op til pølser
og sønderlemme og æde op kjødet af deres forrige legekammerater.
De føler det uvilkaarlig som en styghed, en grusomhed, og naar senere
deres følelse afstumpes i den henseende, er det en afstumpelse af det
gode i dem. Vi burde lære vore børn til at elske dyr og være gode
mod dem; vi burde holde dem borte fra at lade dem se dyrene slag
tes og lide. Det har været udtalt som en besynderlighed, at man ikke
i evangelierne har noget direkte ord fra Jesus om det at være god
mod dyrene, da hans varme, milde hjerte uden tvil følte dyb med
følelse med disse sine medskabninger. Vi har imidlertid i den koptiske
bibel en saadan fortælling, som ikke har fundet vei til vore evan
gelier. Jeg skal meddele den her i oversættelse fra et svensk blad:
„Og det begav sig, at Jesus gik ud af staden med sine disciple.
Og da de kom op i bjergegnene, fandt de paa den bratte vei en mand
med sit asen. Dyret var saa haardt låstet, at det magtesløst var fal
det ned paa marken, og dets herre slog det, saa det blødte. Jesus gik
frem til manden og sagde: „Menneske, hvi s.laar du dyret? Ser du
ikke, at dets byrde er for tung, og ved du ikke, at det lider smerte
ved slagene?
Manden svarede: „Hvad kommer det dig ved? Kan jeg ikke slaa
asenet saa meget jeg vil, naar det er mit, og jeg har kjøbt det for
kontante penge? Spørg dine disciple, de kjender mig og ved, at mine
ord er sande".
Og disciplene sagde: „Ja, herre, det er, som han siger, vi har
seet, at han ærligt har kjøbt dyret".
Men Herren sagde: „Ser da heller ikke I, at dyret bløder, og
hører I ikke, hvor det skriger og jamrer sig".
Men de sagde: „Nei, herre, vi hører ikke, at det skriger og
jamrer sig".
Nylænde, iste ctecbr. 1892. 321
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
