Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. 1ste december - For skole og hjem - En gammel historie - Den kjødædende race (Kristofer Janson)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
kers Ingeborg!“ — „Jo, jeg husker nok det“ sagde hun med et træt
smil og stirrede tankefuld Irem for sig. Vi vandrede et stykke i taus
hed, saa begyndte jeg atter: „End Deres søn da, havde han det godt?”
Nu opklaredes hendes ansigt, og hun svarede livligt: ,,Aa jo da, han
havde det næsten altfor godt, han blev rent forkjælet og vilde ikke tage
sig til noget videre; først nu nylig var det som der kom lidt fore
tagelsesaand over ham, og han fandt paa at reise til Amerika.” —
„Hvor gammel er han da?” — „Aa, kjære, han er da 24 aar, og er
nylig reist!” — „Skriver han til Dem?” — ,,Ja, jeg har havt flere
breve, han er fornøiet derover.”
„Det var deiligt, — De skal se, at han blir til baade hjælp og
hygge for Dem, med tiden.” Hun svarede ikke, men saa ned for sig
med et grublende udtryk.
Jeg gik og tænkte paa, at et barn, der var født under saa sørge
lige forholde, vistnok let maatte komme til at bære mærke derefter, paa
en eller anden maade og havde allerede flere spørsmaal paa læben.
Vi var imidlertid vandret hjemover og standsede nu ved porten. Hun
saa op. „Nei, jeg maa nok gaa hjem en tur, jeg havde noget at ordne,”
sagde hun pludselig. ,,Jeg skal komme straks, — farvel saalænge.”
Da vi siden mødtes, spurgte jeg om hun havde noget imod, at
jeg nedskrev hendes historie og sendte den til „Nylænde”, ifald det
lykkedes for mig at faa den nogenlunde i stil.
„Nei, — det har jeg ikke,” svarede hun, uden lang betænkning.
— ,,Ja, saa har jeg Deres tilladelse,” sagde jeg, ,,og jeg skal naturlig
vis forandre navnet. Saa antager jeg, at der ikke blir mange, som
kjender Dem igjen, efter saa lang tids forløb.
Man vil erindre artiklen „Slagtning paa landet“ fra forrige hefte,
og hvorledes forfatterinden beskriver sin stemning — den første slagtedag.
Hos Kristofer Janson, som heldigvis for ham ikke er husmor, udtaler
den samme stemning sig som gn bestemt opfatning. Han skriver føl
gende i sit blad „Saamanden“ — som svar paa en henvendelse til
ham om at arbeide for dyrebeskyttelse:
Den kjødædende race.
Nylænde, iste decbr. 1892.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
