Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Camilla Collet. Den 23de januar 1893 (red.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fru Ragna Nielsen holdt derpaa festtalen paa kvindernes vegne i
følgende ord:
Alt, hvad Norge eier af kultur og aandelig udvikling, sender iaften
en tak til fru Camilla Collett for, hvad hun har været for nordens
aandsliv. De taler om, hvad hendes verker, de navne, vi iaften læser
her med gyldne bogstaver, hvad de er for Norges literatur, de taler
med begeistring om, hvorledes hun, Norges madame de Sévigné, har
været mønsteret for de yngre forfattere, hvorledes disse forfattere, be
vidst eller ubevidst, har været paavirket af og har dannet sig efter hen
des smukke, lette, graciøse, fuldendte stil — en stil og et sprog, sam
menlignet med hvilket sproget hos alle de forfattere, der kom før hende,
forekommer knudret og ubehjelpeligt.
Jeg er vis paa, at denne tak er oprigtig og følt. Men der er en
anden tak, kjære fru Collett, som iaften Dem fra en ganske
anden slags mennesker, en tak, som er endnu mere dybtfølt. Den
kommer fra en skare stille, ukjendte, ældre kvinder, gjemte hist og her
i krogene rundt omkring i vort land. Det er den ældre generation?
som lærte at forstaa sig seiv, lærte sig seiv at kjende ved Deres be
skrivelse. Det er de kvinder, som fik lidelse i vuggegave, forsagelse
til livskald og resignation som livshaab, de, for hvem det blev fast
stillet, at „betydningsløsheden og den stumpe passivitet, det er det
kvindeliges grundlov". Det er dem, i hvem det fra vuggen blev ind
prentet, at evner hos kvinden, det var en saadan underlig naturens
taktløshed,’ som kun til nød kunde undskyldes, naar hun sørgede for,
at disse evner gik i arv til hendes sønner. Havde hun faaet „et hjerte,
en individualitet eller en anden saadan stor ulykke", som fru Collett
siger, saa fik hun tage følgerne for, at hun havde begaaet en saadan
uforsigtighed. Og om alt, hvad evner og lyst higede imod, var stængt
for hende, hun havde ingenting at beklage sig over, — „Ægtestanden
var hende gnvist som brødstudiiim", ja, hun kunde endogsaa trække
det store lod i kjærlighedens lotteri, — og gjorde hun det ikke, saa
var det da bare hendes egen skyld. Fru Collett antyder rigtignok, at
de store lod kvm Stod der som lokkemad, at de aldrig kom ud, og vi
Mine herrer og damer!
Skjønt amtmandsdetrc der endnu er,
og mødre som amtmandinden,
frem solen bryder med morgenskjær
hist paa den høieste tinden.
Prinsessen bjerget aaben fandt,
og sprække snart vil troklet;
i første gry alt solen randt
med vor Camilla Collett.
Nylænde, iste februar 1893.
E. N.
37
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
