Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Camilla Collet. Den 23de januar 1893 (red.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ser jo hos Sofie, at det lille glimt af haab om, at noget bedre end for
sagelse kunde være hende bestemt som livslykke, at det strax dør ud,
og hun befinder sig igjen i lidelsen og resignationen, som hun igrun
den fra barnsben af har vidst var hendes egentlige sfære, var det, hvori
hun hørte hjemme. Alle disse ældre kvinder. de har kommet ud af at
leve, som de bedst kunde, hver efter sin forskjellige natur, de mest be
gavede har lidt mest, de mindre begavede har følt mindre — for dem
alle er der et lælles særkjende; melankolien, fordi de alle føler, at noget
er der i deres natur, som er blet forkrøblet.
38
Og der er en yngre generation af kvinder, som iaften vil bringe
fru Collett sin hyldest og sin tak. Vore mødres melankoli, den afsatte
i os opposition. Vi vilde ikke ta’ imod resignation som livskald. Vore
mødre fortalte os, at kjærlighedslykken, den fandtes igrunden ikke paa
jorden, ikke uden i digteres og i unge pigers drømme. Vi lod dette
staa som et aabent spørgsmaal; fandtes den ikke, eller ialfald midler
tidig ikke, saa var der en anden slags lykke, som. maatte kunne er
obres. Melankolien vilde vi ialfald ikke ha til livsindhold. Vi vilde
ha arbeide, vi vilde ha lov til at udvikle og bruge alle vore evner,
vi vilde ha frihed, ja frihed baade aandelig og legemlig, en saadan
frihed, som vore mødre ikke engang havde tænkt sig. Og vi, som
virkelig har opnaaet noget af dette, vi ved, at det er en lykke, som ikke
er at foragte. Lad vor livsgjerning, som vi har kjæmpet for at faa lov til
at udrette, være meget ydmyg og liden i andres øine, vi har seiv den
glade følelse af, at vore evner udvikles, at vor gjerning er et led i det
hele, det er ordentlig, som om vi kunde se ham, som vi tror har git
os evnerne, nikke til os og sige; Vel gjort, du gode og tro tjener,
du har været tro over lidet. — Og er vi ikke seiv kommet ind i det
forjættede land, saa er det ialfald en stor ting at kunne se derind.
Prinsessen er kommet ud af bjerget. Ribbenet har begyndt at
staa paa egne ben, ja hun har beyyndt at gaa, og hun jubler med
samme fryd som det lille barn, der opdager, at de vaklende ben kan
bringe det omkring paa den deilige jord. Hilde har begyndt at kjæmpe,
fru Collett, og hun, den unge, er saa fordringsfuld, at vi ældre rent
mister pusten. Hendes bedstemor bad om kjærlighed, hendes mor bad
om frihed og arbeide, Hilde fordrer det altsammen, — mindre vil hun
ikke nøie sig med. Hendes bedstemors lidelsesfulde resignation er hos
hende blet til den varme kjærlighed, til hensynsfuldhed og deltagelse
med dem, som lider, hendes mors opposition har i hende frembragt
et ubetvingeligt mod og tro paa sig seiv. Hilde begynder at komme,
og det er ikke muligt andet, end at hun maa faa alt det, som vi har
savnet. Og da vil Hilde, ærbødig og sødt og kjærlig, som bare Hilde
Kan det. si til fru Collett;
Nylænde, iste februar 1893.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
