Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste januar - Til fru Elisabet Selmer (Ragna Nielsen) - Stol paa de norske kvinder (Alice)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
rig, kan leve i uvidenhed om en del af sin eiendom, og heller ikke i,
at en fornem dame, der er vant til at regjere som en dronning paa sit
gods, lar hidsigheden lobe af med sig i anledning af noget, som hun
anser for et overgreb. Hun kan godt være varmtfølende og rettænkende
for det. Har hun feilet, faar hun som vi andre finde sig i at bli
kritiseret. Ragna Nielsen.
„Stol paa de norske kvinder!“
Jeg var en ørliden jentunge dengang, saadan en 5— 6 aar gammel.
Det var jul, og der var stort selskab hos min onkel. En masse ung
dom var samlet, og der blev danset og leget. Unge piger med lange
fletter, unge herrer med tynde knebler, smaapiger og smaagutter, alle
var oplagte til løier. „Lad os lege ordsprogslegen!“ blev det pludselig
raabt. ,,Ja, ja!“ Saa blev der end mere liv. Salen blev ryddet, baalet
i kaminen blev gjort endnu større, man delte sig i to partier. Jeg var
,,unge“ endnu og maatte finde mig i at være paa parti med „mama“.
Vort parti skulde først være „ude“, mens de andre ,,indi‘‘ i salen skulde
„udføre“ et ordsprog. Vi vented længe. Endelig aabnedes døren, og
alle stormed ind, jeg med et fast tag i mors kjole. Men hvad saa vi!
I baggrunden blussed det klart op i kaminen, og kun dens flimrende
skjær oplyste salen. Krogene blev saa uhyggelig mørke. Men fremme
paa gulvet stod en halvkreds af unge piger med stole paa hovedet.
Kun unge piger stod der, og op af deres hoveder syntes mig der vok
sede horn, store fæle horn — det var stolbenene. Man forsøgte at
gjætte, nei — det Iykkedes ikke. De unge piger lo, da — bevæged
alle hornene sig — de vilde stange mig — jeg satte i et skrig, et
brøl! — Men min mors beroligende: „Hys, barn, det er bare leg,“
bragte mig til fornuft. Men ræd var jeg, saa jeg skalv. Man vilde
høre løsningen. „Nei, lad os gjætte!“ raabte nogle. ,,Vi vil ha vide
det!“ raabte andre. Da traadte hun frem, som førte an. Jeg saa paa
hende; hun havde blaa kjole paa og havde lange fletter nedover ryggen.
Saa kasted hun hovedet pludselig tilbage og saa udover selskabet, som
utaalmodig vented paa gaadens løsning, og sagde derpaa, saa det klang i
salen: „Stol paa de norske kvinder/“ Det var løsningen. De unge piger
tog stolene af hovedet, lo og fortsatte legen, men jeg satte mig bort
fra de andre for at tænke paa det rare, jeg havde hørt. Men alt det
jeg tænkte kunde jeg, den seksaars jentungen, ikke forstaa de mystiske
Nylænde, iste januar 1895. 11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
