Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 4. 15de februar - En parabel (Hilda Torjusen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I begyndeisen flagret den usikker og famlende langs jorden; men
den blev sig snart sine evner bevidst og da steg den høiere og
og høiere, øgende sine kræfter.
Saa fik dens flugt et maal. Den følte sig hungrig — og nu bar
det fra blomst til blomst for at hente næring. For hver gang svang
den sig mere frigjort opad.
At blomsterne hang paa hodet efter hende, kom ikke hende ved!
Men de beskedne markblomster kunde ikke længe tilfredsstille
den. — — —
— — — Ved veien laa et drivhus — en rude var itu, og derind
fløi den. Jeg fulgte efter.
Forundret og forlegen saa den sig omkring. Denne verden var
den fremmed, denne luft saa tung, og alle disse planter var indsnævret
i former, som sommerfuglen ikke kjendte til fra sin fri verden derude.
Den følte sig uvel og vilde bort. Men da fik den øie paa en
underlig plante, der stod som for sig seiv i en krog af drivhuset.
Denne plante bar blomster af grelle farver, og deres intense duft
virket æggende paa sommerfuglen — det sælsomme var just noget
for den.
Den blev! Uforstyrret nød den denne nye plante — og planten
følte sig vel i dens selskab — ja var endog stolt over, at den var
foretrukket for de andre. At dens livskraft gik med, forstod den
endnu ikke.
Men sommerfuglen kunde ikke længe fornegte sin natur.
Drivhuset blev den for snevert, planten tør og kjedelig, og den
længtet efter sin yndling Schabiosa’en, sine gamle venner — mark
blomsterne og sin fri legeplads i lyngen derude.
Ud fløi den — uden et blik til planten, som vemodig hang med
blomsterne. Den sygnet hen og blomstret aldrig mere.
Men sommerfuglen fløi afsted . — langt, langt bort —ud i det
blaa. — — —
Hvor flyver den hen?
Vil den, naar høsten kommer, sygne hen i ensomhedens kulde?
Eller vil den en dag i selvforglemmelse hvile sig paa en gren og blive
fanget af en behændig haand?
Være den første, denne haand har fanget — eller blot øge sam
lingen? For en stund blive beundret, som de andre — og saa — blive
glemt — eller gjemt?
Dens magt vil da være forbi, dens flugt endt — „Sommer—fugl“!
— „Sommerfugl“ !
November 1894.
Hilda Törjusen.
Nylænde, 15de februar 1895. 52
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
