Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. 1ste marts - Til de værgeløseste (—a) - Til „Nylænde“s redaktion (F. M. Qvam)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lovenes magt viser sig jo først da, naar de kommer til udøvelse,
og det kan de jo ikke, uden naar det blir meldt om lovbrud.
Saalænge de kun figurerer paa papiret, skal saamen ikke mange lade
sig tøile at dem.
Derfor kvinder, lad det være et ord os imellem, at ikke en for
nærmelig — en usømmelig tilnærmelse — end ikke en eneste — skal
vi lade gaa upaatalt hen. Lad os føle os som mennesker, der ved vor
ret og kræver den.
Mulig kunde der opdrages en bedre slægt blandt os, hos hvem den
kvindelige ære havde en større beskyttelse gjennem det sædeligheds
begreb, som lovens udøvelse havde udviklet, end gjennem den maade,
hvorpaa de nu søger at berolige os med, at ingen straffes strengere end
den, der har været saa uheldig at komme den kvindelige ære for nær, —
at mandens fineste følelse, hans høieste omsorg viser sig netop gjennem
den maade, hvorpaa han ved lovparagrafen beskytter den kvindelige ære.
En lov, der saa sjelden kommer til udøvelse, paa grund af de værge
løses taushed.
Her gjælder ingenlunde det gamle ord: „tale er sølv, men taushed
guld“, — her gjælder meget mere: ,,enhver er sin løn værd“.
— a.
Til „Nylænde“s redaktion.
Siden vi ifjor hørte Olavia Jöhansdottir fortælle i vor stemmerets
klub om islændernes inderlige ønske at faa oprette et eget universitet,
har jeg ofte tænkt paa, at det maatte være en sag, som norske
kvinder kunde enes om: — at hjælpe vore frænder derover med at samle
en sum til dette øiemed. Norge har jo for hundrede aar siden seiv
følt, hvad det vil sige intet universitet at eie. Nu, da jeg af Olavia
Jöhansdottirs opsatser ser, at kvindeforeningen paa Island har sat sig i
gang med at arbeide for denne sag, som den vigtigste for sig —
synes jeg der stilles et moralsk krav til os, større end før. Vil ikke
„Nylænde“ være enig med mig heri og foreslaa denne sag som en,
Kvinde-Stemmeretsforeningens klub kunde tage sig af.
Kristiania 10—2—95.
F. M. Qvam.
58 Nylænde, iste mars 1895.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
