Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. 1ste marts - „Lille Eyolf“ og „Lystige koner“ paa Kristiania theater (O. L.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„hille £fyølf“ øg Kønsr“
paa Kristiania theater.
Hver person i „Lille Eyolf“ er som legemliggjørelsen af en idé.
Og alligevel — er de ikke igrunden alle netop mennesker, vi kjender?
Synes det os ikke endogsaa somme gange, at her var det dig og mig,
som talte? — indtil de atter glider fra os mere fremmede, men ikke
mindre virkelige, bare mere fængslende som alt det, der har det halv
kjendtes interesse.
Fordi det er de dybeste menneskelige folelser — ligesom grund
elementerne i al menneskelig tilværelse — der her paa en mesterlig
renlinjet og gribende maade er fremstillet, derfor kan „Lille Eyolf“ ikke
andet end gribe og fængsle den modtagelige læser.
Men naar det dog virkelig forholder sig saa, at der findes dem,
der ikke tiltales af dette skuespil, da maa förklaringen være den, at de
vil tvinge forudfattede meninger ind i dramaet. Helst den paastand,
som enkelte med seighed klynger sig til, at personerne der skal være
kun idéer, ikke mennesker. Men har det ikke hændt nogen hver af os
ogsaa i livet, at vi har stødt paa mennesker, der har syntes os ligesom
en eller anden idé iført kjød og blod? Vi kan dog ikke benægte, at
de er mennesker for det. Jeg kjendte engang en gammel præst med
snehvidt haar; han var stok døv, men naar vi andre lo, saa smilte han.
Der var over hele hans person en glans af fred. Han var ligesom
begrebet fred. Men han var dog menneske ogsaa.
Og naar man vil ha den underlige figur rottejomfmen til at være
bare skjæbnen eller gjengjældelsen eller bare en mystisk magt, da er
ogsaa dette uden berettigelse. Rottejomfruen er en skikkelse fra livet
fuldt saa virkelig som de andre. En eiendommelig, forspildt begavelse,
en af de gribende sørgelige, man før i tiden saa saa mange af,*) et
underlig klarsynet væsen, som har mere end en anelse om, at der i
huset er der virkelig noget, som „nager og gnaver“, og som dels af
medlidenhed med den lille „blesserte krigsmand“, dels af sin uimod
staaelige trang til at skride ind og virke, til at bruge sin underlige
evne — den man nu for tiden kanske simpelthen vilde kalde hypnotisk
— øver sin magt over gutten og faar ham med sig.
*) Sammenlign K. Stenersens »Spillemansdorthe» i »Fra Sætervold til Hav«.
60 Nylænde, iste mars 1895.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
