Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15de juli - Nogle ord om „Lille Eyolf“ (O. Y. G. H.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skjønne bort fra os. Da Rita gir denne tidens strømning ord og kla
ger: „Frivillig gaar du fra mig. For du synes, det er bare her, hos
mig, at du ikke har noget at leve for. Svar mig! Er det ikke saa
du tænker?“ lar han sig rive helt med af den og siger hjerteløst: „Og
om jeg nu tænkte saa — ?“
Det er næsten værre, end naar han siger mørkt hen for sig:
„Jeg tror det var bedst for os begge om vi skiltes“. Og hvad
han sa’ til Asta: „Rita og jeg kan ikke bli’ ved at leve sammen. —
Vi gaar her og gjør hinanden onde og stygge“. Men altsammen er
udtryk for tidsaanden, det er saa ægte moderne!
Den mandlige ufuldkommenhed, egoismen, stikker ogsaa hos Almers
hestehoven frem: Straks Ritas „fortærende skjønhed11 ikke længere
optar ham, skal han ud for at faa klarhed over sig seiv, istedetfor at
optage kampen i hjemmet. Han kommer rigtignok tilbage for at være
en far for sin lille gut; men at være en ægtefælle for sin hustru ofrer
han ikke en tanke paa, han gjør intet for at torædle hendes livsskjæbne.
Stakkar, paa sin vis, hun skjønte det ikke bedre, havde hun gjort alt
for rigtig at bedaare ham, naar han kom hjem. For hende var
kjærlighed og lidenskab eet, saa nøie sammenbunden, at hun ikke saa
lidenskaben i sin egen kjærlighed. Men han saa den; optagen som
han var af lille Eyolf, havde den ingen tillokkelse for ham — og saa
gir han hende ikke, hvad han kunde have givet hende: sine tanker, sit
sjæleliv. Det var med Asta han havde talt om „det menneskelige
ansvarmed Asta, som forstod ham uden nogen anstrengelse fra hans
side. Det var ikke at undres paa, at Rita hadet den bogen. Heller
ikke nu kommer han sig til at give hende sine alvorsfulde tanker; men
istedet spør han efter Eyolfs mave — og lægger sig til at sove. End
om han da havde fortalt hende om natten paa fjeldet!
Havde Rita været bare halvt saa egoistisk som han, saa havde
hun gaaet bort og rusket i ham, for det havde han da saa ærlig for
tjent. Det er ikke det, at Rita vil eie Almers fuldt og helt (jealous
love“ kalder engelskmanden det, og den er guddommelig den), ikke
hendes elskov, vi tar afstand fra, elskov bør altid findes i kjær
lighed, hvis den bare faar den rette plads, det er idealet.
Vi er komne bort fra den tid, som fandt sit udtryk i hine digter
ord: „kjærlighed er kun en del af mandens liv, den er kvindens hele
eksistence,*) det er netop det store ved Rita, at hun ikke vil nøie sig
med at være bare en del af mandens liv. Det, som vi altsaa viger
tilbage for, er lidenskaben i hendes elskov, en lidenskab, der er saa
sterk, at den endog nedtramper det bedste i hende for at naa maalet;
og — for at det er gjennem hans sandser og ikke gjennem hans aand,
’j Byron: «M£Vii’s loye }s of man’s life a thing apart; ’tis \yoman’s whole existence»,
Nylænde, 15de juli 1895. 178
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
