Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15de juli - Nogle ord om „Lille Eyolf“ (O. Y. G. H.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hun vil vinde ham helt. Hendes sanselighed er dog kun broen, hun
vil naa hans sind paa. At det er det, som inderst inde skriger i
hende, naar hun siger: „Aa for dit sind er jeg ikke — ikke saadan —
fortærende dejlig længer“, er neppe tvilsomt. Er det ikke den største
fornedrelse af kvinden, man kan tænke sig, at en intelligent mand gaar
bort og. gifter sig med hende, bare fordi hun tiltaler hans sanser, hun
blir da i sandhed en del af hans liv, medens han tar hele hendes.
Sandt nok, Rita vil eie ham for sig seiv alene. Hun er ikke løftet
saa høit, at hun ved, at hun’ ogsaa skal give ham helt, frivillig og i tak.
Da omslaget kom, var det ikke hendes lidenskab, der forvandledes til
kjærlighed, det som er ondt, kan aldrig i livet bli’ godt, men hendes
kjærlighed, der friedes ud af lidenskabens og sanselighedens klør under
sorgen og angeren. Intetsteds staar det i gudsbilledet skabte menneske
barn afmægtigere end i angeren.
Gudsstemmen kræver med urokkelig retfærdighed det onde ugjort,
det brudte lægt, og mennesket kan ikke; — blir det staaende her, ei
det redningsløst fortabt; dog et skridt til og det er frelst: den onde
gjerning kan ikke udslettes; men det onde som leded dertil kan tilintet
gjøres, og naar det haab er bleven virkelighed, er den forandring ind
traadt, som Ibsen kalder forvandling. Hvis Ibsen med sin Rita har
ment dyret i mennesket, er hans Rita ikke realistisk, der vilde da ikke
været et gran igjen af Almers, ikke aandeligt ialfald, og — en forvand
ling en psychologisk umulighed. — Hvilken uretfærdighed af kritikken
at behandle Rita paa den tid vi lærer hende at kjende i „Lille EyolF
som det sanselige vilddyr hun kunde blevet til, hvis ingen forvand
ling senere hen var skeet! Ja, hvis en anet mulighed er det samme
som en fyldbyrdet kjøndsgjerning, da er hele menneskeslægten bare
sanselige udyr, for alle bærer vi spirer i os. Husk Sokrates’s alvor
lige svar, da hans venner lo over, at Zopyros efter undersøgelsen af
hans hoved sa’, at han var hovmodig, misundelig og — sanselig. —
Men et er vist: Almers havde ialfald ikke den opfatning af Rita. Efter
ti aars samliv, siger han: „Det gjør du aldrig, du min ærlige, stolte,
trofaste Rita.“
Vi har nu seet Almers’s egoisme, men vil kaste endnu et blik paa
hans brutalitet, før vi fortsætter med den lysere side af hans karakter.
Vi vil bebreide ham, at han bebreider den fortvilede mor, da endelig
moderfølelsen med al sin styrke begynder at vaagne i hende ved
budskabet om den lille Eyolfs død. Og vi vil minde ham om, at det
er den gamle tradition, at naar det er noget galt, saa kommer det fra
kvinden — som gaar igjen hos ham, naar han mener, det var Ritas
skyld, Eyolf blev en krøbling: Det var hende, som lokked ham —
han sa’ saa Adam om Eva ogsaa,
179 Nylænde, 15de juli 1895.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
