Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 16. 15de august - Føljeton: En drøm (U. D.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saaledes gled sommeren hen for disse to, som syntes skabte til
at være sammen.
Høsten kom mød dunkle aftener. Hver gang de skiltes, holdt han
fast om haanden hendes og saa paa hende, somom han vilde sige:
hvorlænge det dog blir til næste gang!
Bævende af stille jubel gik hun hjem. Men maanen drog paa
smilet, og stjernerne blinkede til hverandre. Før jul fik han indbydelse
fra en ven, der med sin mor og søster boede paa en smuk eiendom
i nærheden af Kristiania, til at feire julehøitiden nede hos dem. Da
han bad farvel med hende, sagde han, at hun havde været som en
livskilde for ham her i ensomheden. Skulde de ikke skrive til hin
anden ? Jo, hun vilde nok svare, hvis han skrev. Han vilde komme
til at længes; vilde hun ? Bare et lidet trist smil fik han til svar. Saa
reiste han.
Det blev en noksaa stille jul for hende, overladt som hun var til
sig seiv og sine bøger; af og til en tur henad den kjendte vei, men
alt var saa trist og tomt; hver uge haabede hun paa brev, men altid
blev hun skuffet. Hun begyndte at undre sig, at gruble. Var han
blevet syg? Havde han glemt hende?
Der var nu gaaet sex uger og ikke et ord. Hun blev saa rar og
tung i hu. Hjertesyg?
Først da de lysegrønne bjerkekroner slørede rundt de hvide stammer,
kom han.
Han udtalte sin forundring over hendes blege, tungsindige ud
seende. Hun burde, som han, företage en lysttur; intet, forklarede
han, fornyer saa livsaanderne og vækker interesser.
„Man trænger forandring11 , vedblev han; „der er saameget nyt
oppe i tiden nu, at man den ene dag neppe kan fastholde den fore
gaaende dags tanke, og vil man ikke blive ensidig, maa man prøve at
følge med, sluge den nye tids ideer —“
„Og svigte de ideelle krav i sin natur?" afbrød hun ham ironisk.
„Disse faar vige for det praktiske livs tidsmæssige fordringer," hen
kastede han let.
„Hvor de ideelle krav virkelig er tilstede, viger de ikke for noget,
men bryder enhver dæmning,“ svarede hun fast Han lo og talte
noget om det umulige i at beseire kvindernes logik.
Da han var .gaaet, begyndte hun at tænke, gruble som over et
problem. Hvor var der blevet af dette fine, aandfulde, som engang
havde været? Hvor var smilet, hvor de dvælende øines glans? Havde
det blot existeret i hendes glade og lettroende tanker? Hvor var det
svævet hen? Og istedetfor disse halvtudtalte sætninger, der netop ved
sin forborgne ynde vibrerte i hendes eget sind, var der kommen en
fripostig, skjødesløs maner i hans tale, især naar den angik høiere
Nylænde, 15de august 1896. 223
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
