Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste januar - Laura Marholm Hansson. Hendes metode og hendes publikum (Gina Krog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
indeholdt og var ment at indeholde biografiske ogsaa selvbiografiske
fakta. — I den første er heltinden en hjemløs dame, som skriver korre
spondancer til blade, og fører en trist tilværelse i tyske pensionater.
Hun føler sig som et tomrum og synes ikke langt fra at være det, hun
søger tilflugt i et forhold til en mand, som imidlertid er uden evne til
at elske, det ender med hendes sorg og skuffelse over dette, men hun
trøstes af en anden kvinde med, at for en natur som hendes er det
nok ikke forbi endda. I den næste novelle ser man en kvinde, som
er kommet i havn, og som udtaler sin glæde og taknemlighed for
sin mand over, at da hun gjorde spranget ud fra sit livs tomhed og
elendighed, saa blev hun opfanget af ham.
Jeg har faaet et stærkt indtryk af, at dette er episoder af forf.s
eget liv, at hun ydmyg og taknemlig stiller sig seiv paa en meget
lav plads, og at hun saa kommer til at se hele kjønsforholdet i sit
eget livs billede.
L, M. erklærer seiv udtrykkelig, at hvad hun giver i sine skrifter,
er livserfaringer og intet andet. — Forf. dvæler ogsaa ofte med for
kjærlighed ved forhold, hvor kvinden er meget ældre end manden, og
der kommer over hendes skildring virkelig varme, naar hun skildrer,
hvorledes kvinder af grovkornet natur i berøring med fine erotiske
mandlige naturer omformes. „Hun er kvinde, det er stof, som kan
formes“.
I den samme novelle omtales en anden kvinde, som ogsaa gjør
spranget ud, men for kort og — ikke blir opfanget. Det er den svenske
forfatterinde Ernst Ahlgreen, og her støder vi paa en meget hæslig
handling af L. M. H. — hendes udlevering og karrikering af denne
ulykkelige. — Jeg synes nu det er lumpent, naar man tar levende per
soner og fremstiller dem paa den slags maade i noveller og skuespil,
lumpent, fordi de derved er gjort forsvarsløse, og om det har klassisk
hævd og store forfattere har tilladt sig at gjøre det, saa blir det
ikke ædlere for det. Men det som er værre end sjofelt, det er at skildre
afdøde personer paa slig vis, understaa sig til med sin ækle udlægning
at befingre dem i dødsøieblikket, grave op deres lig, rode i dem og
udstille dem. Og her aabenbarer sig et gjennemgaaende hæsligt træk
ved L. M.: hendes haan over ulykken. Efter sin egen mening har jo
hun seiv vundet det store lod, og Ernst Ahlgreen er den hungrende,
og saa sidder hun der mæt og veltilfreds og haaner hende ind i hendes
dødsstund, det er som den triste berømmelse, hun vandt ved sin død,
ikke lader den anden sove trods hendes tilfredshed. Efterat jeg har læst
det, tænker jeg mig altid L. M. H. med smudsige hænder, der er sort
levret blod paa dem.
Laura Marholm staar altsaa rede til mættet med erfaring at gaa
ud i verden med sin store opdagelse. Vi vil først tage hende og hen
Nylænde, iste januar 1897. 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
