Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - Føljeton: Gammel arv (Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ørene, og hun havde nikket igjen med sit lyseblaa forglemmigei-blik,
saa gik han ind og tog sig en grundig middagskvil i selskab med
Walter Scotts Ivanhoe eller Asbjørnsens huldreeventyr; disse to var
hans yndlingsbøger og laa bestandig med slidte permer paa den hoie,
udskaarne træstol foran hans seng. Og naar han saa var gaaet, følte
de unge sig først fri og ubundne, ti uagtet al hans ømme kjærlighed
til dem alle, saa var der altid noget myndigt i hans væsen, som lagde
tvang over dem. Og saa var det det, at han aldrig forstod deres
moro
Kunde han imellem spørge, hvad de lo af, og de saa fortalte det,
saa blev han altid skuffet:
Var det nogef at le af?
Nei, da var der anderledes point i hans ungdoms moro!
Men naar de saa var alene og bare mor gik der og stullet iblandt
dem, du store min, hvor de kunde more sig sammen ! Paa en egen
smittende maade, som bare de havde sig imellem.
Astrid syntes aldrig hun i nogen familie havde seet søskende more
sig sammen paa den maaden. Og saa godt, som hun kjendte denne
maaden igjen, saan en liden udkastet bemærkning fra en af dem, som
pludselig kunde fænge og lynsnart blev forstaaet af dem alle! De
havde jo de utallige barndomsminder sammen, denne uudtømmelige
skat var deres fælles eie, og saa det samme blod i sine aarer alle
sammen 1 Rart med blodslægtskabet alligevel, tænkte Astrid. Ingen
kunde være snillere og hensynsfuldere mod hende end Halfdan; men
alligevel, det hos hende, som sammen med ham virked som en disso
nance, det var her hjemme ligesom saa selvfølgeligt. „Naturligvis“, sa
de, og ingen blev forstemt og rar, seiv om hun sa sine allerrareste
ting. „Hvor godt vi kjender dig igjen", sa de fornøiet. Og saa tog
de hende under armen og drog afsted med hende allesammen og var
forfærdelig hyggelige og kameratslige, seiv de af hendes søskende, som
før havde været tilbøielige til at behandle hende lidt overlegent. Og
foruden brødrene var der nogen farlig bedaarende fætterc. Men jo
mere hun samstemmed med brødrene og fætterne, kunde hun formelig
bli jaloux paa Halfdans vegne; og fik hun saa imellem se dem urime
lige og hensynsløse, saa triumferte hun, mens hun glad tænkte: slig
kunde Haifan aldrig været! Og saa var det nu dette nye, som gjorde,
at hun syntes, hun tilhørte Halfdan saa helt alligevel. Det, som nu
bandt dem sammen, var alligevel stærkere end blodsslægtsskabet.
Hun kunde jo heller ikke saa fri og frank som før blande sig i
denne store, lystige ungdomsflokken, som var hjemme i sotnmer,
Snart skulde de paa en tur, som var for besværlig for hende, og snart
skulde de danse og springe over stok og sten, og saa maatte hun
Nylænde, 15de aprii 1897. 111
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
