Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - Føljeton: Gammel arv (Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bare smyge bort. Som en dag der kom en liremand ind paa gaarden
og begyndte at spille en lystig gallop. Straks begyndte de alle at
danse ude paa den store flade gaardspladsen. En pludselig övergiven
stemning greb dem alle, og Astrid blev rent revet med, for slig impro
viseret moro, det var netop noget for hende. Og da den lystigste at
alle fætterne kom svingende mod hende for at faa hende med i dan
sen, havde hun nær blit med. Men pludselig besindede hun sig, blev
dryppende rød og rømte langt ned i haven. Fætteren stod forbløffet
igjen; han havde øiensynlig glemt hele greia, eller ogsaa var han lige
saa naiv som den lille sekstenaarige tyske kusinen, som ogsaa varder
i besøg, og som stadig gik og sa til sin søster: ,,Det er doch en
besynderlich figur Astrid har!“ Men nede i haven lød lirekassens to
ner og de andres jubel saa forfærdelig trist ned til hende. Det var
ikke længer en lystig dans, den spilte; men gravsangen over hendes
ungdom og al ungdommens moro 1 Aa, hvorfor blev hun ikke hjemme
hos Halfdun i sommer; det havde været meget bedre! Hvad skulde
hun blandt lystig ungdom mere? — Men slige stemninger varte nu
ikke længe, saa maatte hun smile af sig seiv. Var det ikke noget
mere, der maatte ofres, end en dans til lirekasse musik, saa gik det
vel! Men det var alligevel ligesom tryggest og bedst at gaa alene, og
hun kunde gaa i timevis og drive udover jorderne eller inde i skogen
Der var det saa deiligt at sidde og lytte til alle naturens moderlige
lyd. Før var det om elskov, de havde suuget allesammen derinde, nu
var det de moderlige stemmer hun hørte. Hun saa hvor lunt fuglene
tætted sine reder, hørte insekternes koselige, huslige prat, saa blomster
og planter skyde blad og knop. Ja, om det saa var den slanke, jom
fruelige bjerk, saa havde hun set den staa der og strø sit frø gratiøst
udover skog og dal. Alle var de med at gi liv. Og hun blev blød
om hjerte, modtagelig for indtryk som aldrig før, og derfor — aa,
hun vilde holde alt ondt og uskjønt borte, mætte sin sjæl med alt,
som var godt, som var fint og skjønt, lade det sænke sig dybt, dybt,
saa det blev der og kom igjen i hendes barn. Og som hun tænkte
og tænkte, var det som om alle andre følelser lidt efter lidt gled til
side og gav plads for denne ene store og oprindelige følelse, moder
følelsen. Og kanske alle andre følelser og al urolig higen vilde komme
til ro i denne ene? Det var ialfald sikkert, at om alt andet blegned
og gled bort paa jorden, den vilde bli der til dagenes ende.
(Forts.).
112 Nylænde, 15de april 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
