Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98 Præsteraarden.
forsigtige: »Bi litt! — bi little Et Par Stok-
ænder laa og rodede i et Myrhul, og den ældste
af dem mente, at det blev ikke Vaar, før der
kom Regn.
Langt ude i Mai vare Markerne endnu gule;
kun hist og her i Solbakkerne var det begyndt
at grønnes. Men naar man lagde sig ned paa
Jorden, kunde man se en Mængde Smaaspirer
— nogle tykke, andre saa tynde som grønne
Stoppenaale, — der stak Hoderne forsigtigt op
af Mulden. Men Nordenvinden strøg saa kold
«henover dem; de blev gule i Spidserne og saa
helst ud, somom de havde Lyst til at krybe
ned igjen.
Men det kunde de ikke, og saa stod de
stille og ventede, — spirede bare saa smaat i
Middagssolen.
Stokanden fik Ret: der maatte Regn til.
Og tilslut kom det — først koldt, men lidt efter
lidt varmere, og da det var forbi, kom Solen
for Alvor. Og nu var den ikke til at kjende
igjen; den varmede helt fra den tidlige Morgen-
stund til langt udpaa Aftenen, saaat Nætterne
bleve lune og fugtige.
Der opstod en uhyre Travelhed; al Ting
var forsinket, og det gjalt at tage det igjen.
Bladene brød ud af de fulde Knopper med et
lidet Smæld, og alle de smaa og store Spirer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
