Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IIO Præstegaarden.
Vogn, allerede fordybet i en familiær Under-
holdning med Ansgarius.
»Men jeg forsikrer Dem — Frue!c« — sva-
rede Præsten smilende, »at baade min Datter
og jeg selv vilde være meget lykkelige ved en
saa behagelig Afbrydelse i vor Ensomhed.<
Hr. Lintzow aabnede Vogndøren med et høi-
tideligt Buk, Konsul Hartwig saa paa sin Frue og
hun paa ham, Præsten traadte til og fornyede
sin Indbydelse, og Enden blev, at de halvt
modstræbende halvt leende steg ud og lod sig
af Præsten føre ind i den rummelige Havestue.
Her fulgte nu fornyede Undskyldninger og
Præsentationer. Selskabet bestod af Konsul Hart-
wigs Børn og nogle unge Venner og Veninder
af dem, og Landturen var egentlig foretagen til
Ære for Max Lintzow, der som en Ven af Husets
ældste Søn opholdt sig som Gjæst for nogle Dage
hos Konsulens.
»Min Datter — Rebekkac« — forestillede
Præsten, »som vil gjøre sig Umage for 1 al
Tarvelighed at —<
»Nei — ved De hvad! — Hr. Pastorlc« —
afbrød den livlige Fru Hartwig med stor Iver,
»nu gaar det dog for vidt. Har det end lykkedes
den uforbederlige Hr. Lintzow og mine gale
Sønner at tvinge os ind i Deres Hus og Hjem,
saa giver jeg dog ikke slip paa den sidste Rest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
