Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112 Præstegsaarden.
her ikke noget mærkværdigt at se i Nærheden
— jo længere borte jo bedre, — saa jeg kunde
blive disse gale Mennesker kvit en liden Stund?«
»Der er en smuk Udsigt fra Kongshougen,
og saa er der Stranden — og Havet« —
»Ja — ned til Havetl« raabte Max Lintzow.
»Se det var Retl« sagde Fruen, »kan De
skaffe mig af med ham der, saa er jeg hjulpen,
for han er den værste af dem alle.«
»Hvis Frøken Rebekka vil føre an, saa
følger jeg, hvorhen det skal være« — sagde
den unge Herre med et Buk.
Rebekka blev rød. Saadant noget havde
hun aldrig hørt før. Den unge, smukke Mand
bøiede sig saa dybt for hende, og hans Ord lød
saa oprigtige. Men der var ikke Tid til at
stanse ved et Indtryk; snart var den glade Skare
ude af Huset — gjennem Haven, og med Re-
bekka og Lintzow i Spidsen gik de opad den
lille Høide, som kaldtes Kongshougen.
For mange Aar siden var der nok fundet
endel Oldsager i Toppen, og en Formand i
Kaldet havde plantet nogle -haardføre Trær paa
. Skraaningerne. Foruden et Rognbærtræ og en
Nøddeallee i Præstegaardshaven fandtes der ikke
andre Trær end disse i Miles Omkreds paa de
vindhaarde Skraabakker ud imod det aabne Hav.
I Tidens Længde havde de trods Storm og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
