Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118 ; Præstegaarden.
som Dem. Men det vilde gjøre mig saa ondt,
om De beholdt det Indtryk af mig, at jeg bare
er den letsindige Laps, jeg synes at være.
Mange Mennesker maa være lystige, forat skjule,
hvad de lide, og der givés dem, der le, for
ikke at græde!«
Ved de sidste Ord saa han op. Der var
noget saa vemodigt og dog saa ærbødigt i hans
Blik, at Rebekka med en Gang fik en Følelse
af, at hun havde været haard imod ham. Hun
var vant til at tage ned fra anden Hylde; men
da hun anden Gang greb efter Mælkeringen, lod
hun Armene synke og sagde: »Nei — det bliver
nok kanske for høit for mig alligevel.<
Der gik et lidet Smil over hans Ansigt,
idet han tog Ringen forsigtigt og bar den ud;
hun fulgte med og aabnede Dørene for ham.
Hvergang han gik forbi hende, betragtede hun
ham nøie. Hans Flipper, hans Halstørklæde,
hans Frakke — alt var anderledes end hendes
Faders, og der fulgte ham en egen Parfume,
hun ikke kjendte.
Da de kom til Havedøren, stansede han lidt
og saa op med et tungsindigt Smil: »Jeg maa
give mig selv et Øiebliks Tid, forat lægge mit
Ansigt i lystige Folder, saaat ingen derude skal
ane noget.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
