Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
Luther
man skyldte Lydighed ogsaa i religiøs Henseende. Idet
han brød ud fra den kirkelige Pave, søgte han Ly hos en
verdslig. I alle lutherske Lande blev Statens Overhoved
den, der skulde afgøre, hvad enhver Undersaat religiøst
maatte tro. Fra nu af slåp alle Lutheranerne nemt nok.
Øvrigheden tænkte for dem. Naar de gav Kejseren, hvad
Kejserens var, gav de i samme Stund Gud, hvad Guds
var.
Der kan ikke være Tvivl om, at Luther mangen Gang
maatte ømme sig ved denne Slutningsmaade. Brændende
i Aanden havde han paa Rigsdagen i Worms frejdigt
udtalt : „Med mindre nogen kan overbevise mig med
Vidnesbyrd af den hellige Skrift eller med andre tydelige og
klare Grunde, hverken kan eller vil jeg genkalde. Her
staar jeg. Jeg kan ikke andet. Gud hjælpe mig! Amen."
Nu indrømmede han selv, at Landsherrens Mening stod
over hver Undersaats. „Jeg kan ikke andet." Ja, men du
skal, thi Øvrigheden byder det. Og al Øvrighed er af
Gud.
Og dog var det ikke tilfældigt, at Luther var endt i
denne verdslige Nødhavn. I Virkeligheden havde han
ingen anden Udvej. Thi naar den menneskelige Natur var
i Sandhed saa ond og bundfordærvet, som han lærte,
saa udygtig til enhver Frihedsytring, med hvilken Ret
var da han optraadt som Kirkeforbedrer? Han var jo
ikke et Haar bedre end de andre. Hans Doctorhat kunde
umuligt give ham Adkomst. Og at paaberaabe sig den
hellige Aands indre Vidnesbyrd, var misligt. Det kunde
jo enhver gøre, og saa vilde tilsidst alt, hvad der hed
Kirke, opløses i et Kaos af Enkeltmeninger. Nej, her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
