Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XVI.
Mørket faldt på, — det regnede. Aftenen gik
og natten kom, — det regnede. Man slukkede
lysene og krøb i seng, — den sidste lyd, man havde
i sine øren, inden man sovnede, var regnet, det
trommede og rendte, plaskede og sang. Men medens
menneskene sov i sine senge, lettede skyerne, regnet
blev finere og finere, og da solen næste morgen stod
op og lyste over nattens verk, fik den selv et anstrøg
af den forandring, som var gået for sig, og blev
ganske bleg. Thi det var sommeren, der var regnet
bort på én dag og én nat, og over sletten lå den
første høstmorgen.
På himlen var ikke en sky at se. Luften havde
undergået den første svage skiftning. Det var ikke
denne sommermorgenens kjølighed, som bebuder en
hed dag, men en blid og vakker kjølighed, som varer
dagen igjennem, og atter er der næste morgen og
ganske umerkelig bliver stedse friskere, indtil der
en oktobermorgen ligger rimfrost på træerne, og
veiene er frosne. Og over egnen hvilede denne
stilhed, som ofte kommer over naturen, når den har
raset ud for det år, — og over menneskene, når
deres livs sommer er regnet bort, og den første
høstmorgen er kommet.
På de gjennemregnede marker, hvor de
nedbøjede kornneg neppe vovede at reise sig igjen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
