Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Chaucers værker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ghaucer har rykket sine skikkelser adskillige bredde-
grader nordligere og derved måske trukket dem ned fra
de digteriske hojder, Boccaccio nåer; den sydlandske
glød mangler i de elskendes lidenskab, ligesom Chaucers
sprog ved sine mange dagligdags vendinger er mindre
„poetisk" end hans forgængers; men så er der til gen-
gæld mere virkeligt liv i dem, og de er samtidig bievne
mere forskellige fra hinanden; medens Troilo og Pan-
daro er så temmelig ens, og Griseida omtrent er det
samme letfængelige galante væsen, blot i hunkon, er de
engelske figurer skarpt individualiserede. De to digtes
indbyrdes forhold kan måske sammenlignes med forholdet
mellem Tizians og Rembrandts kunst. —
Rimeligvis i året 1384 skrev Ghaucer sit digt
Famas hus, et besynderligt digt, der ståer underligt uklart
for os, selv efter ten Brinks skarpsindige tolkning af
dets allegori og påvisning af, at Ghaucer i dette digt
mer end i noget andet lægger sine egne personlige
følelser frem for læseren23. Chaucers plan var her på sin
viis at levere et sidestykke til Dantes Gommedia; men
med den elskværdige beskedenhed, som Ghaucer altid
viser, hvor han omtaler sin egen produktion, indser han,
at de verdensomspændende syner ikke ligger for ham,
og han giver et sted denne følelse af sin egen ringhed
overfor den store italiæner et rorende udtryk. Dante
indleder sit Paradis med en påkaldelse af Apolio; denne
efterligner Chaucer og sætter den også foran tredie del
af sit digterværk; men medens Dante i stolt selvbevidst-
hed vil smykke sig med en krans af Apollos laurbær-
træ, vil Ghaucer ydmygt nojes med at kysse træet.*)
*) Parad. I, 25:
Venir vedra’mi al tuo diletto legno,
E coronarmi allor di quelle foglie,
Che la matera e tu mi farai degno.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
