Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HUNGERHAUSEN OG ELEND
Den Dag, da Goethe døde i Weimar, brast Mefistofeles i
heftig Graad.
For første Gang i sit lange diaboliske Liv hulkede han
som besat.
Thi han elskede Goethe.
Hans Hestesko dirrede under Graadens Krampetrækninger,
hans Horn bedækkedes af mat Sved. Frem og tilbage
humpede han udenfor den døende Gehejmeraads Vinduer. Hver
Gang han løftede sin røde Kappe for at aftørre Taarerne, var
det, at der blev saa mørkt i Stuen derinde, at Goethe i sin
dybe Sjæleangst raabte paa Lys.
Lys! Lys!
Men Mørket tog til, og det blev Nat over Verden.
Mefisto fulgte med til »Fürstengruft«, forklædt som Lyriker.
I Ligtogets Fodspor kunde man næste Dag se Mærket af é n
stor Hestesko. Han nedlagde en stor Krans bunden af Lyng
og Kristtorn fra Bloksbjerg. Heksene sendte en Kæmpebuket
gule Fandens Mælkebøtter. Inden Gravgitteret blev lukket,
vendte Mefisto sig endnu en Gang om imod den kæmpestore
lavrbærsmykkede Kiste, og af sit Hjertes Dyb svor han, ved
alt hvad diabolisk var, at han fra nu af vilde tjene den tyske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
