Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I5S
bøger med smaa Ørneunger og langnæsede ædle Riddere og
sorte Silkekapper og gule Maaner paa Bagtæppet.
Da Cyrano de Bergerac første Gang gik over Scenen,
var der mere Røre i Etagerne end paa Revolutionstribunalets
Jakobinerbjerg. Folk skreg og hulkede og var lige ved at
danse dramatisk Verse-Carmagnole. Man sagde paa staaende
Fod »Racine, Hugo, Rostand«, mindre kunde ikke gøre det.
Og da L Aiglon fløj af Stabelen, var der ikke den Madame
i Teatret, som ikke ogsaa ønskede at være elsket af en
virkelig Ørneunge.
Ja, Frankrig har igen en Digterørn paa sit Pärnas,
foreløbig er det kun en Ørneunge med de blødeste Versedun
af Verden. Mon de nogensinde gror ud til Slagfjer?
Lamartine var sensitiv, Musset sensuel, men Rostand er kun
sensibel.
Han har imidlertid den store Fortjeneste at have indført
Verset paany paa det franske Teater.
Det unge, fine, poetiske Vers med de smukke, store, blaa
Øjne, dette fine og nydelige Barn, hun, der helt var
forsvunden siden Romantismens skønne Ungdomstid. Rostand er
selve Skønhedens unge Ridder.
Skønhedens Genius gaar paany igennem Verden under en
blaa Morgenhimmel, Tungsindets blege Genius med de hvide
Roser har vendt sit Ansigt bort imod Skyggen.
Endnu er der langt til den store Digtnings Middagsbrand
og Rosenglød, den nye Poesi er bleg af Morgensol og
Morgendug, men den har den lange Nat bag ved sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
