8 Baggrund, skal det tillige være Opgaven at give i alt Fald et flygtigt Omrids af Samtiden selv, af dens Begivenheder og Rørelser, saaledes at Skildringen af disse skal gaa Haand i Haand med Paavisningen af Lehmanns Forhold til dem, hans Andel i dem. Paa denne Maade vil der i det Følgende ogsaa nu og da falde et Strejflys ud over de Mænd, der vare Lehmanns Medkæmpere og med ham dele Kravet paa det danske Folks Taknemmelighed for, at det nu dog altid er kommet ikke lidet videre, end det var paa hin Side af Aaret 1830. Men hvilke Bedrifter end disse kunne have øvet i Kampen, det staar dog fast, at i glimrende Begavelse, i glødende Begejstring, i hensynsløs Ihærdighed, i urokkelig Tro paa Sejr for den Sag, Kampen gjaldt, blev Lehmann ikke overgaaet af nogen blandt sine Samtidige, og ligesom ingen af dem i højere Grad end han af Naturen var anlagt til at bryde Banen for en ny Tid, saaledes har neppe heller nogen i Virkeligheden havt større Andel i dennes Skabelse end netop han. Han var fremfor Nogen Manden, som Tiden netop havde Brug for, og allerede hans første beskedne Optræden er præget med et Stempel, der varsler herom. Naar vi i det Følgende ville søge at give Lehmann selv Ordet i et saa vidt Omfang som muligt, spørge derfor Ingen, om der ligger saa stor Magt paa, hvad en ung Student skrev eller en ikke meget ældre juridisk Kandidat talte i denne eller hin offenlige Forsamling for nogle og tyve eller tredive Aar siden. Thi i det, der saaledes skreves eller taltes, laa der gjemt fremtidssvangre Spirer, og vi kunne derom sige, hvad Lehmann selv engang i en tilsvarende Anledning har sagt: „Naar mange Ting ere glemte, som dengang ansaas for saare vigtige, vil Betragtningen med Interesse dvæle ved hine svage Begyndelser, der ere som de sagte rislende Kilder til de Vande, der engang skulle bære Navn af store Floder. For Verdenshistorien ere de kun af ringe Betydning, men ikke for vor indre Udviklings Aarbøger.“