— 1 i statsretlig Forbindelse med Holsten som Bestanddel af det tydske Forbund. Og det var dog allerede saa godt som strax efter, at Holsten 1815 var bleven optaget i Forbundet, at blandt den mægtige Adel i Holsten og Sønderjylland (det saakaldte Ridderskab) og ved Kiels Universitet hin grundfalske Lære dannede sig, der siden under Navn af „Schleswigholsteinismen“ har bragt saa ubodelig Ulykke over vort Fædreland. Ved hint Universitet, hvor det fra da af upaatalt lærtes, at Sønderjylland var et tydsk og af Tydske beboet Land, der i Forening med Holsten retlig udgjorde en af Danmark uafhængig og for sig bestaaende Stat, som kun for Tiden havde Konge tilfælles med hint, fik begge Hertugdømmers tilkommende Embedsmænd, Læger, Sagførere o. s. v. deres Uddannelse, derfra bragte de Giften med sig og indpodede den efterhaanden af bedste Evne i den øvrige Del af Befolkningen. Man saa ikke Faren, uagtet Ridderskabet allerede forlængst offenlig havde gjort Paastand paa en fælles stændersk Forfatning for begge Hertugdømmer og, da denne Paastand ikke fandt Naade for Kongens Øjne, havde udvist en Adfærd mod denne, der kun var et Skridt fjernet fra at kunne stemples som oprersk. — Hvorledes kunde nu en Tilstand som den, vi her i korte Træk have skildret, i Løbet af en Snes Aar omskabes i det Væsenlige til den, hvorunder vi selv leve? Tidsforholdene og den almenevropæiske Udvikling have jo vel deres Andel heri; men det er dog overvejende en lille Skare af enkelte Mænd, det danske Folk kan takke for, at det i saa kort Tid vaktes til Erkjendelse paa engang af den politiske Friheds Goder, af vor Nationalitets Værd og Betydning og af den Fare, der truede saavel denne som vort Fædrelands selvstændige og ubeskaarne Bestaaen. Det er en af disse Mænd, der satte hele sin Personlighed ind i Kampen for at bringe vort Folk til hin Erkjendelse, det er Orla Lehmann, hvis Levnet og Virken for Frihedens og Nationalitetens Sag vi her skulle skildre. Og forat Billedet af ham og hans Gjerning kan ses paa sin rette