40 stigere Vilkaar end hidtil, men kæmpede for at skaffe den Opfattelse Indgang, at det ved umiddelbare Skridt hos Regeringen eller Folkerepræsentationen skulde arbejde paa at opnaa større Frihed for Pressen. Der behøvedes imidlertid stor Dygtighed og Udholdenhed for at trænge igjennem med en saadan Anskuelse. Lehmanns Meningsfælle J. Hage klager 1837 i et Brev til en Ven over, at „Folket lader sig kramme som en Vante og er saa sygelig loyalt, at det næsten harmes, naar man vil sige Sandheden“. Og uagtet Trykkefriheds-Selskabet dog fortrinsvis maatte antages at omfatte Pressens varmeste Venner her til Lands og i det Hele at repræsentere den Del af Folket, der hyldede Frihed og Fremskridt, kunde Lehmann dog efter mangen en varm Forhandling i hint Selskab have havt Grund til at istemme hin Klage. Thi i lang Tid mødte hans Bestræbelser kun Kulde, Tvivl og Betænkeligheder selv hos dem, i hvem han ellers maatte se sine nærmeste Meningsfæller. Allerede paa Selskabets Aarsmøde 1836 bragte han Sagen frem i et Forslag om, at Forsamlingen vilde bemyndige Repræsentantskabet til i paakommende Tilfælde i et Andragende, efter Omstændighederne enten til Kongen eller til Stænderne, at udtale som Selskabets Overbevisning, at saalænge det skulde være Bladene i Almindelighed forbudt at meddele politiske Nyheder og Efterretninger, burde Afgjørelsen af, hvad der skulde anses som saadanne, henhøre under Domstolene. Med stor Dygtighed skildrede han de fordærvelige Følger for vor Bladliteratur, som hint Forbud havde havt, og paaviste, at Forholdene vilde blive aldeles utaalelige, hvis man skulde finde sig i, at Kancelliet, der ikke havde Lovgivningsmyndighed, vedblev med den Fremfærd, det i den senere Tid havde indført, uden Lov og Dom at beslaglægge et Blad for formentlige politiske Efterretninger. Hvad han tilsigtede ved sit Forslag, var at fremkalde en Tilkjendegivelse af den offenlige Mening, der baade ved Stemmernes Antal og Betydning kunde have større Vægt end den, man plejede at tillægge en enkelt Klage i Pressen. Han kunde ikke skjønne Andet, end at