39 ning. Den 18de Februar 1835 udstedte han i Forening med Advokat Høegh-Guldberg og de ovennævnte otte Mænd, der havde givet Stødet til hin Adresse, Indbydelse til Dannelsen af et saadant „Selskab for Trykkefrihedens rette Brug“, og paa et af omtrent 500 Medborgere afholdt Møde den 12te April s. A. blev Selskabet dannet og Schouw valgt til dets første Formand. Foreningsfriheden var — som vi have set — visselig endnu mindre hjemlet i Enevældens Lovgivning end Pressefriheden. Men man vilde i alt Fald forsøge ved en Anvendelse af den at virke for en Bevarelse af den Trykkefrihed, man havde, og tillige skabe en stærk offenlig Mening, der kunde danne en Modvægt mod Tilbøjeligheden hos de Styrende til yderligere Indskrænkninger i den. Dette Selskab, der udgav et Ugeblad („Dansk Folkeblad“) og efterhaanden en lang Række tildels særdeles gode folkelige Skrifter især om historiske Emner, samlede i sin Midte en stor Del af Nationens bedste Kræfter og vandt en saadan Udbredelse over hele Riget, at det allerede i sit andet Leveaar havde over 3000 Medlemmer. Det blev efterhaanden en virkelig Magt i vort Samfund, et Slags Folkerepræsentation udenfor Stænderforsamlingen, i hvis Midte senere meget af det, der i hine Dage rørte sig i Folket, kom til Forhandling. Til dette Selskab sluttede Lehmann sig lige fra dets Oprettelse med Liv og Interesse. Han valgtes strax til Medlem af dets Repræsentantskab, og, naar vi se bort fra Studenternes snevrere Kreds, var her det første Sted, hvor Medborgere fik Lejlighed til at stifte Bekjendtskab med hans store Færdighed i at tumle det levende mundtlige Ord. Lehmanns Virksomhed i og igjennem Trykkefriheds-Selskabet har i de første Aaringer af dettes Tilværelse fornemmelig to Sider, ved hvilke vi her skulle dvæle. For det Første søgte han gjennem Selskabet at virke for en Løsning af de Baand, der tyngede paa Pressen. Han kunde for sit Vedkommende ikke slaa sig tiltaals ved, at Selskabet middelbart ved sin blotte Tilværelse skulde sge undgaaet, at Pressen stilledes under endnu ugun-