58 heden over denne Enstemmighed og, hvor meget end Høflighed og Finhed var ham tilvant, havde ondt ved længere at iagttage disse Egenskaber i sine Svar. Allerede den 21de December fik nogle stakkels Udsendinge fra Korsør, der istemmede det sædvanlige Omkvæd, en unægtelig, som Kongen selv kaldte den, „oprigtig“ Besked. Idet han bebrejdede dem, at ogsaa de fremkom med „Onsker om Forandringer i Forfatningen, som om saadanne vare nødvendige til Folkets Lykke“, tilføjede han: „Naar en enkelt Kommune fremstaar som Tolk for hele Folkets Ønsker, og dens Adresse i Udtryk og Ytringer ganske ligner Adresser fra andre, fra den fjerne Steder, saa fristes man til at forklare Ligheden af en fælles Oprindelse og til at tro, at de samtlige udgaa fra en og samme Kilde for at strømme tilbage i et større Antal, som om de vare Udtryk af Onsker, der næredes af en stor Del af Folket, endskjøndt de kun udgaa fra Enkelte, og man kan da ikke tillægge slige Ytringer nogen særdeles Vægt.“ Disse Ord indeholdt en temmelig utilhyllet Hentydning til, at netop Lehmann skulde være Forfatter til den korsørske Adresse og dens ligestemte Forgængere som overhovedet den, der havde sat den hele Adressestorm i de første 2—3 Uger af Kongens Regeringstid i Bevægelse, og det tør neppe betvivles, at man virkelig har bibragt Kongen denne Tro. Den var imidlertid, saavidt vi have kunnet spore, om ikke aldeles grundløs, saa i alt Fald i høj Grad overdreven. Lehmann turde nemlig vel have gjort Sit til at fremkalde den videst mulige Udtalelse af de konstitutionelle OØnsker; men ligesom han vistnok i Virkeligheden ikke har affattet nogen anden af de i hin Tid indgivne frisindede Adresser end netop den, der vedtoges paa Studentermødet den 3dje December, saaledes indkom der utvivlsomt mange, i hvis Tilblivelse hverken han eller hans nærmeste politiske Venner havde den mindste Andel. — Da man forst harde faaet Troen i Hænde paa, at Kongen ikke for Alvor tænkte paa Enevældens Opgivelse, ind-