57 bad til Slutning sine Tilhørere og dem, i hvis Navn de vare udsendte, at have Tillid til ham og hans oprigtige Vilje til at fremme sit Folks Vel. Hvad her foregik mellem Kristian VIII og Studentermodets Afsendinge, hørte visselig atter til det, som aldrig hidtil var set her til Lands: en Samling unge Mænd uden anden Bemyndigelse end den, deres Hengivenhed og Begejstring for Frihed og Fædreland gav dem, udtalende Folkets Onsker og Forhaabninger for Kongen og denne med Mildhed og Velvilje indladende sig med dem! Hvad Under derfor, om hine betoges saaledes af denne Holdning, der dannede en saa paafaldende Modsætning til Frederik VI.s butte og affærdigende Væsen, at de i Kongens Ord saa en Stadfæstelse af deres Forventventninger, uagtet Ordene dog for en kold og uhildet Opfattelse kun altfor vel passede til hans aabne Brev i Anledning af Thronbestigelsen, der alene lovede „saadanne Forbedringer i Forvaltningen, som Erfaring maatte tilraade“, men ikke stillede nogen Forandring af Forfatningen i Udsigt. Men heller ikke dette kunde nedslaa Forventningen om, at den, i hvem man saa Skaberen af Norges frie Forfatning, ogsaa vilde blive Skaberen af Danmarks — en Forventning, der nu engang var bleven en Trossætning, som fandt et ret betegnende Udtryk deri, at „Kjøbenhavnsposten“ i sit Nummer for 4de December aftrykte de væsenligste Bestemmelser i Norges Grundlov, forat Folk kunde vide og vurdere, hvad der var i Vente. Og de Onsker og Forhaabninger, hvis Udtalelse først havde naaet Kristian VIII.s Øren gjennem Lehmanns Mund, de gjentoges fra hin hans Regeringstids første Morgen daglig i Udtalelser fra de mest mangfoldige Sider. Det varede imidlertid ikke længe, inden man lærte at fatte, at hvor hoøflig og velvillig Formen end var, saa var Indholdet dog afvisende, og det varede heller ikke længe, inden Kongen selv, netop fordi han — om han end maaske i det første Ojeblik har vaklet — dog i alt Fald snart blev bestyrket i den Beslutning ikke at opfylde den saa enstemmig udtalte Forventning, begyndte at tabe Taalmodig-