62 sig ogsaa Luft gjennem „Fædrelandets“ Spalter, Bladet stillede sig afgjort som Modstander af Regeringen, og der udbrød en Kamp mellem det og Magthaverne. I denne Kamp var Sol og Vind imidlertid højst ulige fordelte. Havde en uafhængig og frisindet Presses Kaar allerede i Frederik VIs Dage været møjsommelige og tornefulde, værre bleve de dog under Kristian VIII. Denne havde vel i sit Svar paa en Adresse fra Trykkefriheds-Selskabet gjentaget den Forsikring, han en Uges Tid i Forvejen havde givet Lehmann og hans Fæller, om, at Trykkefriheden i ham havde en varm Ven, og tilføjet: „Jeg forlanger ikke mere end Sandhed, thi kun Sandheden kan Regeringen ønske bliver gjældende; derfor hilser jeg Dem som Sandhedens Bundsforvandte.“ Men det er svært for en Konge at høre Sandheden, naar den er ubehagelig, og ligeoverfor den uforbeholdne og — det skal villig indrommes — stundom vel drøje Maade, hvorpaa Pressen angreb hans Holdning som Hersker, blev han snart saa pirrelig, at er der Noget, han i sin Regeringstid kan siges at have ført en Krig mod paa Liv og Død, saa er det Pressen. Retlig Tiltale for Presseforseelser og, hvad der var endnu værre, Beslaglæggelse af Blade ved Øvrigheds-Foranstaltning hørte ligefrem til Dagens Orden. Særlig frembød Forbudet mod ikke-privilegerede Blades Meddelelse af politiske Nyheder og Efterretninger — et Begreb, der af Kancelliet udvidedes ud over enhver rimelig Grændse — et velkomment Paaskud til Undertrykkelse af, hvad der ikke var Magthaverne behageligt at hore. Som Følge af hin Plakat af 1837, der hjemlede Idommelsen af Straf for „Mangel paa pligtskyldig Opmærksomhed“, steg Antallet af Domfældelser i Pressesager i et utroligt Omfang. Da hver saadan jo medførte Censur for den Paagjældende, blev det nødvendigt for de fleste kjøbenhavnske Blade, over hvilke det især gik ud, hvert Øjeblik at skifte ansvarlig Redaktør, saaledes at denne i mangt et Tilfælde var en udenfor al Deltagelse i det egenlige Arbejde ved Bladet staaende Person, der kun lagde Navn til, forat de