66 kom. Uagtet det for Lehmann gjaldt om at tale aldeles uden Forberedelse, var han i den Grad Herre over det Emne, der her var bragt paa Bane, at Gjendrivelsen af de fremførte Indvendinger blev til et udførligt og veltalende Foredrag, der hævdede den konstitutionelle Statsforms Fortrin fremfor det uindskrænkede Kongedømme. Foredraget tog sit Udgangspunkt fra den af hin Bonde fremsatte Paastand, at de enevældige Konger havde gjort Meget for Bønderne og været deres Forsvar mod de Mægtige, og at det derfor var urigtigt at tage Magten fra Kongen og give den til Stænderne. Lehmann godtgjorde for det Første, at der heri indeholdtes en stor historisk Misforstaaelse, idet den danske Bondestand ligefra 1660 og indtil henimod Slutningen af forrige Aarhundrede ikke havde modtaget nogen Velgjerning af de enevældige Konger, der tvertimod, medens de byggede saa mange Lystslotte, at man i Nordsjelland „kunde staa paa Altanerne og spille Fjerbolt fra det ene til det andet“, og lod deres tydske Yndlinge „skumme Fløden af Landets Indtægter“, ikke rørte en Haand for at mildne Bondestandens usle Kaar. Foørst Frederik VI havde vist sig som Bondens Velgjører ved de Foranstaltninger, der under hans Førelse af Regeringen som Kronprins bleve trufne til Bondestandens Frigjørelse og Gjenoprejsning. Men disse Foranstaltninger havde Intet med Forfatningen, Intet med Kongeloven at gjøre. De skyldtes til Syvende og Sidst „Tidsaanden, den ved mange ædle og kloge Mænds Tænkning og Tale forberedte, ved Pressen udbredte, ved Begivenhederne styrkede offenlige Mening,“ og hvor megen Ros der end maatte ydes Frederik VI for hans store og hæderlige Andel i, hvad der skete, saa tilkom den ham personlig og ikke den Forfatning, under hvilken han regerede, saa vilde det, der skete, være sket, hvad enten Kongen havde havt Enevoldsmagt eller ej. Men var dette saa, kunde der jo ikke være Noget til Hinder for at tænke sig, at en af Frederik VI.s Efterfølgere, at Kristian VIII, den daværende Kronprins eller hans uføodte Afkom kunde, paavirket af en anden Tids-