67 aand og af andre Omgivelser, stille sig i et andet Forhold til Bondestanden, end han havde gjort — og hvad Sikkerhed kunde saa denne finde i den kongelige Enevælde? Vilde altsaa Bønderne sikre sig, hvad de havde opnaaet, og aabne sig Udsigt til at naa, hvad de endnu med Ret og Billighed kunde attraa, maatte de slutte sig til Ønsket om en fri Forfatning, der vilde give hele Nationen og særlig ogsaa deres Udvalgte Medvirkning i Lovgivningen. Men selv under en slig forandret Forfatning vilde jo Kongen vedblive at være den Første i Staten, den, uden hvis Vilje og Samtykke Intet kunde blive Lov, og der kunde følgelig ikke være Tale om at tage Magten fra ham og give den til Stænderne, saameget mindre som Kongen jo, saaledes som Enevælden efterhaanden havde udviklet sig, end ikke under den bestaaende Forfatning i Virkeligheden havde den hele Magt. Og gav man Stænderne Andel i Magten, hvad vilde da Følgen blive? „Selvfølelse og Selvbevidsthed, Glæde og Virkelyst vil vaagne i hver dansk Mands Bryst. Regeringen vil vinde i Dygtighed og Styrke, Skatterne ville blive ringere, eller i det Mindste ville de offenlige Midler blive anvendte paa en nyttigere Maade. I Kommunerne, i Sognene, Amterne og Byerne, ville mange brave Folk, hvis Kræfter nu ligge ubenyttede, faa Lejlighed og Lyst til at virke for deres Medborgere, og selv rent private Foretagender ville trives bedre, naar der er Mere tilladt, Mindre forbudt, hvor Friheden sikrer Retten, styrker Modet, letter Bevægelsen. Kort sagt, det vil blive lettere at gjøre noget Godt, vanskeligere at gjøre noget Slet, vanskeligst at gjøre — slet Ingenting.“ Særlig dvælede Taleren endnu ved Skattebevillingsrettens Fordele. Den vilde forøge Folkets Kræfter til at bære de Byrder, som Nationens Ære og Frihed og ethvert i Sandhed nyttigt og ædelt Foretagende fordrer, og paa den anden Side være et Værn mod Misbrug af de offenlige Midler. At det skulde være Hensigten smaalig at afknappe de Udgifter, som Kongens Værdighed og Kronens Glands udfordrede, var en Mistanke, hvorimod han udtrykkelig værgede sig,