69 Tillid ved at vælge ham til borgerlig Raadmand, lod Kancelliet ham den 18de Februar sætte under Generalfiskalens Tiltale for i sit Foredrag ved hint Møde at „have søgt at udbrede Had og Misnøje mod Danmarks Forfatning og Maaden, hvorpaa vore Konger have udøvet deres Magt, samt for ved disse og andre Forestillinger at have søgt at formaa de Tilstedeværende til at virke for en Forandring i Forfatningen.“ Tiltalen mod Lehmann var ikke det første Angreb paa Talefrihedeu under Kristian VIII. Allerede i Maj Aaret forud var der overgaaet Prokurator B. Christensen samme Skæbne i Anledning af et Foredrag i Trykkefriheds-Selskabets Repræsentantskab. Men der var den store Forskjel, at det nu drejede sig om en Tale, holdt af en Mand, der var valgt til Medlem af Stænderne, i et i Anledning af et Stændervalg sammenkaldt Møde af Vælgere. Sagen blev yderst pinlig og byrdefuld for Lehmann og greb for lang Tid standsende og afbrydende ind i alle hans Arbejder og Planer. Den behandledes nemlig fuldstændig i de for Misgjerningssager befalede Former, og for første Gang slog man ind paa den mislige Vej at søge de enkelte Ytringer i et mundtligt Foredrag oplyste ved 5—9 Uger senere optagne Forhører saavel over Taleren selv som over en uoverskuelig Række af Tilhørere — en Fremgangsmaade, der unægtelig med fuld Føje kunde berettige Lehmann til den Paastand, at der i Kongens Riger og Lande ikke gaves nogen Mand, som kunde være tjent med, at enhver Ytring, han ved en eller anden Lejlighed maatte have brugt, skulde søges godtgjort ved Thingsvidne. Der gik over tre Fjerdingaar hen, inden Sagen var moden til Paafjendelse ved Hof- og Stadsretten, hvor hans Forsvar førtes af Højesteretsadvokat Buntzen, hvis grundige og overbevisende Indlæg, der blev trykt i „Fædrelandet“, beslaglagdes af vedkommende Politiembedsmand, men dog af Kancelliet fik Lov at gaa fri. Den 4de December 1841 faldt Hof- og Stadsrets-Dommen, der ikjendte Lehmann en Bøde af 500 Rdr., som det lod til, væsenlig fordi han havde udtalt Tvivl om,