70 hvorvidt Kristian VIII nærede fuldt saa stor Velvilje for Bondestanden som hans Forgænger. Dommen var i det Hele affattet efter den Sædvane, der havde uddannet sig for Pressesagers Behandling, idet den uden Blik for Helheden tabte sig i en Undersøgelse af enkelte løsrevne Ytringer, og den fik af Generalfiskalen selv det haarde Skudsmaal, at han ikke kunde se mindste Sammenhæng mellem Grundene indbyrdes eller imellem dem og Udslaget. Den blev imidlertid ved Regeringens Foranstaltning strax indanket for Højesteret, og Lehmann søgte og fik udvirket, at Sagen der skulde behandles mundtlig og offenlig. I Midten af Januar 1842 skulde Sagen foretages for Rigets højeste Domstol. Med en overordenlig Spænding imødesaa Almenheden Udfaldet, og i de Dage, Sagens Forhandling stod paa, vare fra den tidlige mørke Vintermorgen Adgangene til Rettens Forsamlingssal — i „Prinsens Palais“ ved Frederiksholms Kanal — belejrede af en tæt Menneskestimmel. Den 17de holdt Generalfiskalen Treschow sin Anklagetale, der endte med Paastanden om, at Orla Lehmann skulde straffes som for Højforræderi, altsaa paa Ære, Liv og Gods. Næste Dag hengik med Fremlæggelsen og Oplæsningen af de Bevisligheder, der skulde godtgiøre den Tiltaltes Skyld, og den 19de holdt Lehmann selv, der paa Grund af en Knæskade maatte sidde ned foran Højesterets Skranke, sin navnkundige Forsvarstale. Vi kunne ikke her indlade os paa at at give et endog blot sammentrængt Uddrag af denne glimrende Tale, der, da den senere tryktes — for i faa Dage at spredes i Tusinder af Exemplarer og strax at oversættes paa Tydsk — viste sig at fylde hele 100 Sider. Vi maa indskrænke os til at gjengive et Par mere fremtrædende Udtalelser deraf. Der er en egen Vemod, en dyb Følelse af Øjeblikkets overvældende Betydning for Taleren selv i den simple og dog saa storslaaede Indledning. „Fra min tidlige Barndom har det stedse været min Tanke engang at blive Advokat. Dette Forsæt