73 gammelt og velbekjendt, men kun er en svag Gjenlyd af, hvad de ædleste Mennesker, de største Tænkere, de anseteste Videnskabsdyrkere, de mest prøvede Statsmænd have baade udtalt og udført.“ Talen endte med følgende ligesaa bevægede som mandige Ord, der paa en værdig Maade sluttede sig til Indledningen. „Mit Forsvar er her til Ende, og jeg skal nu overantvorde min Sag og med den min Fremtids Skæbne i Deres Majestæts Haand. Jeg gjør dette med fast Fortrøstning til Højesterets Retfærdighed; thi jo mere det ligger i Forholdenes Natur, at Øvrigheds-Myndighederne under saamange krydsende Hensyns forstyrrende Indvirkning maa være udsatte for at give efter for Ojeblikkets vexlende Krav, desto større Beroligelse er det for enhver Anklaget, at Dommerkaldet hviler i en lidenskabslss Ro, højt ophøjet over Øjeblikkets ustadig bevægede Higen, desto større Trøst finder ogsaa jeg i her at turde indskyde mig under den Domstolenes Uafhængighed, som er denne Institutions skjønneste Eje. — Jeg har med beraad Hu ladet mange Punkter uberørte, som et Forsvar i Reglen plejer at medtage. Dersom ikke Sagen selv overtyder Deres Majestæt om, at min Hensigt har været god, og at mit Forhold under hele denne Prøvelsens Tid saa vist som i mit hele tidligere Liv har været agtværdigt, saa vilde det være forgjæves, om jeg selv her paaberaabte mig Saadant. At jeg ikke har handlet uden særdeles Foranledning, har jeg lejlighedsvis alt fremhævet, saavelsom at Alt, hvad jeg har gjort, staar i nøje Sammenhæng med vor hele senere Statsudvikling og navnligen med Indstiftelsen af det Folkeraad, hvis Medlem jeg er. Langt betydeligere end den Straf, Hof- og Stadsretten har idømt mig, ere de Onder, den blotte Tiltale har paaført mig. Den har forspildt og forbitret mig et helt Aar af mit Liv — et Aar, som jeg tiltraadte med saa glade Forhaabninger og med det Forsæt ret samvittighedsfuldt deri at forberede mig til mit Kald som Stændermedlem. Den har stødt mig tilbage fra det, der er et lovligt og sommeligt Maal for hver Mands Stræben