75 Maadehold ... Imidlertid har den rigtige Sands, han derved har lagt for Dagen, ikke blot et aandigt, men og et sædeligt Værd.“ Dagen efter, at Lehmann havde holdt sin Forsvarstale, faldt Højesterets-Dommen. Regeringen havde denne Dag funden det nødvendigt at lade en Afdeling Husarer rykke op udenfor Rettens Lokale. De Tusinder, der fyldte ikke alene Højesteretssalen og dens Tilgange, men ogsaa de tilstødende Gader og Pladse, ventede imidlertid med største Ro i flere Timer paa, at Afstemningen skulde faa Ende. Endelig forkyndtes Dommen, som kjendte for Ret, at Orla Lehmann skulde hensættes i simpelt Fængsel i 3 Maaneder og udrede alle af Sagen flydende Omkostninger. Nu kom der Bevægelse i Menneskemassen. Som efter en fælles Aftale gik den i Orden og uden Støj fra Frederiksholms Kanal til Lehmanns Bolig paa lille Kjøbmagergade, hvor den bragte ham et tusindstemmigt jublende „Leve“. Største Delen af de Forsamlede gik derefter rolig hver til Sit. Men flere Hundrede af de Yngre og mere Varmblodige undte dog ogsaa andre Øren end den Domfældtes egne en Gjenklang af hint „Længe leve Orla Lehmann“, idet de gjentoge det paa Amalienborg udenfor Kristian VIII.s Palads. Det turde vel især have været denne Efterklang, der foranledigede saadanne her til Lands hel usædvanlige Forsigtigheds-Foranstaltninger, som at Husarafdelinger hver Nat i den paafølgende Ugestid patrullerede gjennem Gaderne, ja at der endog — efter hvad man sagde — skal have været opkjørt Kanoner paa Fæstningens Materialgaard. Hvad man nu end vil dømme om de Folelser hos Regeringen, der gav sig Vidnesbyrd i slige Foranstaltninger, saa meget er i alt Fald vist, at Intet mere end Bevægelsen i Anledning af Tiltalen mod Lehmann og hans Domfældelse røbede, hvilken Kløft der havde aabnet sig mellem den bestaaende Styrelse og en overvejende Del af Folket. Og havde Lehmann virkelig været en Regeringen farlig Mand før, saa var han visselig bleven det mangefold ved dens seneste Skridt imod ham.