84 stenske Stænderforsamling, uagtet de repræsenterede en i Tal langt ringere Befolkning end Kongerigets to Forsamlinger, dog skulde sende ligesaa mange Medlemmer til Fællesudvalget som disse, og hvad de sønderjydske Stænder angaar, var paa Grund af Valglovens uheldige Beskaffenhed den store dansksindede Befolkning kun repræsenteret af et forsvindende Mindretal. En anden Fare — Faren for, at Regeringen i saadanne Sager, hvor Lovgivningen var fælles for eller i alt Fald havde udviklet sig ens i begge Hertugdømmer, vilde forhandle særlig med de Udvalgte fra disses Stænderforsamlinger i Forening — havde Lehmann vel forudset og stærkt advaret imod. Men det turde desuagtet have været et stort Spørgsmaal, om ikke Sagen alligevel vilde være bleven ordnet paa denne Maade, hvis den var bleven gjennemført. Det blev den imidlertid aldrig. Forslaget gik vel igjennem i Roskilde med 47 Stemmer mod 14, og Viborg Stænderforsamling udtalte sig ligeledes med stor Stemmeflerhed i samme Retning, idet det dog i Betænkningen herfra skarpt fremhævedes, at Stænderkomiteerne ikkun kunde betragtes som et Mellemled i Udviklingen til en egenlig fri Forfatning. Men da baade den sønderjydske og den holstenske Forsamling bestemt modsatte sig Forslaget, lod Regeringen Sagen falde, idet den i den kongelige Besked til Stænderne 1844 indflettede den Bemærkning, at „kun den ene af de fire Stænderforsamlinger fuldelig har sat sig ind i Vore landsfaderlige Hensigter med den videre Udvikling, som Vi vare sindede at give den af Vor forevigede Forgænger stiftede Provindsialstænder-Institution“. For at give et Indtryk af den Rolle, Lehmann spillede i den første Stænderforsamling, hvori han deltog, skulle vi bemærke, at han foruden i den omtalte Sag om Indførelsen af Stænderkomiteer blev Medlem af Udvalg endnu i sex andre Sager, blandt hvilke især fortjener at fremhæves Forslagene til den senere i Maj 1845 udkomne nye Arvelov, til Indførelsen af almindelig Værnepligt og til et Lovbud, der gik ud paa nærmere at bestemme den Ret, som maatte tilkomme