86 saadant Emne undertiden kom ind paa saa kildne Spørgsmaal, at det førte til Sammenstød baade med den kongelige Kommissarius og med Medlemmer af Forsamlingens Højre. Herpaa skulle vi dog ikke nærmere gaa ind, men derimod minde om, at Lehmann greb Lejligheden til med stor Styrke at fremhæve, at, hvis der ikke skulde blive Noget af de foreslaaede Stænderkomiteer, for hvilke man bl. A. særlig havde tænkt sig et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter forelagt, maatte der næste Gang blive Tale om noget ganske Andet end om Forelæggelsen af hint Overslag for Stænderne til raadgivende Behandling: der maatte da blive Spørgsmaal om fuldstændig Skattebevillingsret for Folkets Repræsentanter. Og ligesom han havde støttet Tanken om Stænderkomiteer som et Overgangsled til en egenlig repræsentativ Forfatning, saaledes var det atter her for gjennem det Mindre at opnaa det Stöørre, at han støttede Ussings Forslag. — Lehmann havdde allerede i Sommeren 1836 gjort en Rejse paa et Par Maaneder til Norge, hvor han ikke alene befæstede det allerede i Berlin indgaaede Venskabsforhold til Schweigaard, men ogsaa knyttede Forbindelser med flere yngre begavede Nordmænd, der senere have spillet en mere eller mindre fremtrædende Rolle i deres Fædrelands Literatur eller Politik, især Advokat Dunker, Digteren Welhaven, Historikeren P. A. Munch, den senere Statsraad Birch-Reichenwald o. fl. Han fik ved hint Besøg desuden Lejlighed til paa nærmere Hold at iagttage et livligt bevæget konstitutionelt Liv paa nordisk Grund, det han fulgte med aabent Øje og aabent Sind, ja endog til at følge Forhandlingerne i en Rigsretssag imod en af Ministrene. Sex Aar vare forløbne siden den Tid, og især efter Begivenhederne i det sidste Par Aar kunde Lehmann i høj Grad trænge til en Forfriskning. I November 1842 tiltraadte han derfor en længere Udenlandsrejse. Han tog først Vejen til Frankrig — det Land, han næst Norden elskede højst, med hvis Folkekarakter han følte sin egen beslægtet, i