92 endnu i samme Aar næste Gang traadte sammen, undsaa de sig ikke ved at anholde om, at den paa deres egen Foranledning givne kongelige Befaling fuldstændig maatte tilbagekaldes, og samtidig hermed forlangte man den danske Udgave af Stændertidenden afskaffet som unyttig og theologiske Kandidater fra Kjøbenhavns Universitet udelukkede fra Embedsansættelse i Sønderjylland. En saadan Optræden fra Stændernes Side bidrog kun altfor meget til at støtte Opsætsigheden hos den utro Embedsstand mod den kongelige Viljestilkjendegivelse. J Stedet for med Kraft at træde op imod denne lod Kongen sig skræmme deraf og var svag nok til at indrømme den ene Lempelse efter den anden med Hensyn til Udførelsen af sin egen Befaling, saa at der tilsidst ikke var stort tilbage af dens oprindelige Indhold. Dog det blev ikke herved. Da Statholderposten i Hertugdømmerne 1842 igjen blev ledig, havde der været Lejlighed til at rette Fortidens Misgreb ved at ophæve Fællesskabet i deres øverste stedlige Styrelse og saaledes gjøre et ikke ubetydeligt Skridt mod de voxende statsopløsende Tilbøjeligheder. Denne Lejlighed lodes dog ikke alene ubenyttet; men uagtet Hertugen af Augustenborg ved alle givne Anledninger, i som udenfor Stænderne, udviste en saadan Holdning, at hver nogenlunde uhildet og skarpsynet Mand heri Landet allerede dengang i ham frygtede den tilkommende Landsforræder, begik Kristian VIII dog den utilgivelige Uforsigtighed at „sætte Ulven til Faarenes Vogter“ ved den 24de Marts 1843 at udnævne Hertugens Broder og tro Medhjælper i alle hans Planer, Prins Frederik af Noer, til Statholder og øverstbefalende General i Sønderjylland og Holsten. Tvende af Kronens gamle prøvede Raadgivere, Udenrigsministeren Krabbe-Carisius og Præsidenten i det saakaldte slesvig-holstenske Kancelli Otto Moltke til Espe, vilde efter dette Misgreb ikke mere tjene Kongen og søgte deres Afsked, men erstattedes paa Prinsens Raad af de to Brødre, Greverne Josef og Heinrich Reventlow-Criminil, der ledsagedes ind i Ministeriet af A. S. Ørsted. Tusinder