94 denne fast og vedtog Adressen med 46 Stemmer mod 3. Fra hele Riget strommede Taksigelses- og Anerkjendelses-Skrivelser ind til P. H. Lorenzen for hans djærve Holdning ved hin Lejlighed, Foreninger dannede sig for at støtte de brave dansksindede Sønderjyder i deres Kamp for den fælles Nationalitet, og i et stort Folkemøde paa Skamlingsbanken den 18de Maj 1843 overrakte Drevsen ham et Sølvdrikkehorn, hvortil der over hele Danmark var indsamlet Bidrag, og som bar den betegnende Indskrift: „Han talte Dansk og blev ved at tale Dansk.“ Men heller ikke i denne Sag gik Kongen og Folket sammen. Kristian VIII havde allerede kort efter hin Begivenhed i den slesvigske Stændersal paa P. H. Lorenzens Klage over den Medfart, han havde lidt, udtalt, at det ikke kunde billiges, at han ikke i saa Henseende havde underkastet sig Formandens Kjendelse — der gik ud paa at forbyde ham at benytte det danske Sprog — om der end paa den anden Side ikke kunde gives Forsamlingen Medhold i, at det beroede paa den, om et Medlem maatte tale Dansk eller ej. Og den 29de Marts 1844 afgjorde han endelig det almindelige Spørgsmaal derhen, at et Medlem af Sønderjyllands Stænderforsamling kun maatte tale Dansk i Forsamlingen, naar han ikke troede sig det tydske Sprog tilstrækkelig mægtig, at han strax ved sin Indtrædelse i Forsamlingen havde at gjøre Anmeldelse herom, og at de danske Foredrag skulde tages til Protokollen i tydsk Oversættelse — en Bestemmelse, der foranledigede de dansksindede Medlemmer af Stænderne til i Samlingen 1844 helt at udeblive. Lehmann havde under sin Fraværelse fra Fædrelandet saa vidt muligt med levende Interesse fulgt den Bevægelse, som hin oprørende Begivenhed i Sønderjyllands Stændersal havde vakt trindt omkring i Danmark. Kunde han, der allerede 6 Aar tidligere inden nogen Anden havde løftet sin Røst for det fortrykte Modersmaals Ret paa sønderjydsk Grund, ikke personlig deltage i de Skridt, som simpelt Nødværge mod schleswigholsteinsk Bold og Haan maatte paabyde det danske Folk, saa