95 havde han dog den Trøst, at Sagen var i gode Hænder. Det var især den saakaldte „Syvstjerne“, Clausen, Drevsen, Hvidt, Schouw, Professor J. E. Larsen samt Grossererne H. P. Hansen og Meinert, der med den førstnævnte Hædersmand i Spidsen ledede hin Bevægelse ind i det rette Spor. Fra dem udgik Indbydelsen til Dannelse af et Selskab til dansk Undervisnings Fremme i Sønderjylland saavelsom til Stiftelsen af den saakaldte slesvigske Hjælpeforening, der satte sig til Formaal at skaffe de fornødne Pengemidler til overhovedet at fremme Foretagender til dansk Nationalitets Opretholdelse, Beskærmelse og Udvikling i hin Landsdel. Fra dem udgik ligeledes Opfordringen til Indgivelse dels af det Bønskrift til Kongen om det danske Sprogs Ligeberettigelse med det tydske i Sønderjyllands Stændersal, der i kort Tid fik over 20,000 Underskrifter, dels af et Andragende baade til Øernes og Nørrejyllands Stænderforsamlinger om, at der maatte udvirkes den danske Nationalitet i Sønderjylland den Betryggelse, som den hidtil ganske havde savnet. Til hine Mænds ufortrødne Virksomhed for det betrængte Modersmaal sluttede Lehmann sig efter sin Hjemkomst med vanlig Iver; men han kæmpede ved Siden heraf for at klare Erkjendelsen om det sande Forhold mellem Statsdelene og gjøre Folket fortroligt med den Tanke om et „Danmark til Ejderen“, for hvis Gjennemførelse det ikke mange Aar senere optog Kampen med hele det store Tydskland, og som han tidligere og bestemtere end nogen Anden turde have udtalt. I de Ytringer, vi ovenfor have anført af Lehmanns Foredrag under de roskildske Stænders Forhandlinger over Sagen om Stænderkomiteer, er denne Tanke forstaaelig nok antydet. Men allerede forinden, i den korte Mellemtid, der forløb mellem hans Løsladelse af Fængslet og Stændernes Sammentræden, havde han offenlig fremsat den saa utilhyllet som mulig i den mærkelige Tale, han holdt ved Festen den 28de Maj 1842 paa Skydebanen ved Kjøbenhavn. „Vi maa ganske opgive Holsten“ — sagde han blandt Andet — „det vil sige: ikke en velvillig og velordnet