98 hinsides Belt og Kongeaa, hinsides Oresund og Kattegat, men mest dog paa den Gud, der er de Svages Støtte og de Betrængtes Forsvar!“ — Kun faa Dage efter Festen paa Skamlingsbanken sammentraadte Stænderforsamlingerne i Slesvig og Viborg. Den sidste havde allerede to Aar forud saa djærvt væruet om Modersmaalets Ret, at det turde antages, den ikke med Tavshed vilde forbigaa den nye Krænkelse af denne Ret, Kristian VIII.s seneste Afgjørelse af Sprogsagen indeholdt. Og denne Forventning slog ikke fejl. Allerede i den kort efter Forsamlingens Aabning vedtagne Adresse til Kongen udtaltes det ligefrem, at det danske Folk ikke alene forgjæves havde ventet paa enhver til dets krænkede Nationalitets Beskyttelse og den truede Statsenheds Opretholdelse sigtende Foranstaltning fra Regeringens Side, men endog maattet se den tage Forholdsregler, hvorved Folkets Bekymring for disse dyrebare Goder maatte forøges. „Derfor“ — hed det — Fer den bevægede Stemning hos Folket gaaet over til en ligesaa dybt følt som almindelig Misstemning, og navnlig har Sprogpatentet af 29de Marts fremkaldt en levende Utilfredshed og Smerte hos det hele Folk.“ Denne djærve og uforbeholdne Udtalelse fremkaldte fra Kongens Side et ligesaa skarpt Svar, hvori han med Mishag afviste „en slig ugrundet Ytring“ som, at han Intet skulde have gjort for Statsenhedens og den danske Nationalitets Beskyttelse. Men Forsamlingen lod sig ikke skræmme herved. Den vedtog enstemmig at udtale for Kongen, at Sprogpatentet ikke havde vist den danske Nationalitet i Sønderjylland Retfærdighed og derfor fremkaldt en levende Smerte og Utilfredshed, en dyb og almindelig Misstemning hos det danske Folk, idet Alle følte, at skulde dette være den endelige Afgjørelse, da var dermed Staven brudt over den danske Nationalitet i hint Landskab. Desuden androg Forsamlingen paa, at der ikke ligeoverfor det schleswigholsteinske Parti maatte indrømmes Noget, der var til Skade for Stats-