99 enheden eller stred mod Kronens Ret til Sønderjylland. Ligesom Viborg Stænder derhos allerede i hin Adresse havde udtalt deres Beklagelse over, at Kongen ikke havde set sig i Stand til at gaa ind paa en videre Udvikling af Stænder-Indretningen, og deres Haab om, at han ikke desto mindre omgiven af et folteligfindet Raad vilde forberede og gjennemføre en saadan Omdannelse af Statsforfatningen, som Folket ønskede — saaledes indgave de senere et formeligt Andragende om, at Kongen vilde lade samtlige fire Stænderforsamlinger udvælge Mænd til at træde sammen med dertil af Regeringen Beskikkede for at medvirke til Ordningen af det indbyrdes Forhold mellem Statsdelene og udarbejde Forslag til en Statsenheden betryggende Udvikling af Stænder-Indretningen. Forgjæves bekæmpede Orsted som kongelig Kommissarius alle disse Andragender, ja tog sig atter denne Gang den Frihed at udstryge Forhandlingerne om Adressen af Stændertidenden. I Følelsen af, at Bevægelsen begyndte at blive for stærk til, at han kunde stille den, antydede han, at det var den sidste Samling af Kongerigets Stænder, han ønstkede at overvære som Regeringens Repræsentant, og i sin Slutningstale udtalte han de betydningsfulde Ord, at det syntes, som om Kongen og Folket i Stedet for at nærmes vare komne længere bort fra hinanden end nogensinde. Vi have i Korthed antydet Udfaldet af de vigtigste Sager, der i Samlingen 1844 forhandledes i Viborg Stænoersal. Udførligere maa vi dvæle ved, hvad der samme Aar foregit i Østifternes Stænderforsamling, der blandt sine Medlemmer talte den Mand, hvis offenlige Liv er dette Skrifts nærmeste Gjenstand. Ogsaa i denne Forsamling, hvis Møder aabnedes den 15de Oktober, indbragte Professor J. E. Larsjen det Andragende om den danske Nationalitets Beskyttelse, som Viborg Stænder saa kraftig havde taget sig af. Andragendet mødte her strax en uventet Modstand hos daværende Bankdirektr P. G. Bang, der fandt, at det vilde være urigtigt og uklogt at fremme det, da det gik ud paa en 1*