148 Danmarks Styrelse, hvorpaa den nye Regering dannedes. Da Moltke erkjendte denne Betragtnings Rigtighed, tilbød han Lehmann selv at overtage Udenrigsministeriet efter først forsigtig at have forhørt sig, om han var det franske Sprog fuldkommen mægtig. Efter hvad der var gaaet i Forvejen, troede Lehmann ikke at kunne undslaa sig for at modtage dette Tilbud; men inden Moltkes Forhandlinger med de andre Tilkaldte vare afsluttede, fik han den Tanke at foreslaa Udenrigsministeriet overdraget til daværende Amtmand i Sorø, Grev F. Knuth, hvem man ferst havde tiltænkt Forsædet i Rentekammeret. Det antydede Forslag gik Moltke med Glæde ind paa, og da Bardenfleth ifølge Kongens bestemte Ønske skulde overtage Justitsministeriet, og det fra Først af havde været afgjort, at Monrad skulde være Kirke- og Undervisningsminister, medens Moltke selv skulde have Finansernes og indtil videre ogsaa Flaadens Styrelse, ønskede Lehmann for sit Vedkommende helst helt at træde tilbage, idet han gik ud fra, at han maaske vilde kunne gjøre mere Nytte udenfor end i Regeringen. Da Moltke imidlertid trængte ind paa ham, erklærede han sig tilsidst villig til ligesom Hvidt at indtræde i Regeringen som „Minister uden Portefeuille“. Allerede tidligere havde Moltke endelig sikret sig Bluhme som Handelsminister og Scheel-Plessen som Minister for Hertugdømmerne. Inden den 22de Marts endnu var forbi, var saaledes Martsministeriet dannet og forestilledes — med Undtagelse af Knuth, der endnu ikke var ankommen fra Sors — for Kong Frederik, der erklærede, at han udnævnte de Tilstedeværende til sine ansvarlige Ministre og fra nu af betragtede sig som konstitutionel Konge. Det var ogsaa paa høje Tid, at Danmark endelig havde faaet en Regering; thi samme Dag vare, som ovenfor antydet, Sendebudene fra Oprørsmødet i Rendsborg ankomne til Kjøbenhavn, og den første vigtige Regeringshandling, der tilfaldt det nye Ministerium, var Meddelelsen af det kongelige Svar paa de Fordringer, som hine medbragte.