147 end lagde paa vore Skuldre“ — og allerede Kl. 11 underrettede et trykt Opslag paa Gadehjørnerne Befolkningen om, at Hvidt, Clausen, Lehmann, Monrad og Tscherning vare kaldte til Kongen. Ankomne til Kristiansborg erfarede de, at Grev Moltke-Bregentved havde paataget sig Dannelsen af det nye Ministerium, og førtes nu enkeltvis ind til denne. Hvad angaar Grundsætningerne for den nye Styrelse, beroligedes Lehmann for sit Vedkommende strax ved Moltkes uforbeholdne Erklæring om, at han tiltraadte de paa Kasinomødet tagne Beslutninger. Med Hensyn til Sammensætningen af Ministeriet savnede han Tscherning som Krigsminister paa den foreløbig udkastede Liste og stillede hans Indtræden som Betingelse for sin egen. Moltke søgte derfor at formaa Kongen til ogsaa at gaa ind paa Tschernings Optagelse i Ministeriet. Tscherning selv, der forudsaa de store Vanskeligheder, hvormed han vilde faa at kæmpe, vilde imidlertid kun saare nødig indtræde i Regeringen og søgte, om end forgjæves, at formaa daværende Oberst C. F. Hansen til at overtage Krigsministeriet. Da han endelig føjede sig efter Moltkes Ønske, stillede han dog det Vilkaar, at hans Indstillinger skulde tages til Følge, saalænge Kongen ikke fandt Anledning til at afskedige ham, ja forbeholdt sig endog udtrykkelig at kunne afskedige Arveprins Ferdinand som øverstbefalende General for Sjelland og øvrige ØÆer, og Kongen gik ind paa begge Fordringer. Hvidt var for sit Vedkommende tilbøjelig til at gjøre Udsættelse ved, at Clausen ikke var optagen paa Ministerlisten; men Lehmann fik ham overtalt til ikke at gjøre Indvendinger i saa Henseende, da det var godt at have en saa udmærket Talsmand for deres Anskuelser at ty til, naar de selv vare „opslidte“. Omvendt fandt Lehmann sig foranlediget til at nedlægge bestemt Indsigelse imod, som først var paatænkt, at gjøre General V. Oxholm til Udenrigsminister, da han fandt, at denne vigtige Post burde beklædes af en Mand, der kunde betragtes som en udpræget Repræsentant for de forandrede Grundsætninger for 10*